*En Pige med Særlige Evner*

[kohaku]

det var ved af vær en sent aften solen var ved af gå ned over bjaven og om bag det smukke slot mangen menske i dag hadet ikke ragtit haft tid til af gøre det de skulle gøre og det galt vist også en vis hr ved nav Kohaku Zhi Taichi det var læren som var på børen hjemet en af dem han stod uden for and og drak sig en the han nød af være her med børene self om mange af dem var klar til af tage af sted på ajne hånd Kohakus hår var mørke brunt med lidt sløv favne i man kunne se det på grund af lyste som skinden på ham de mange vide sten flister førte mange steder hen han tænkte af adoptivdatter en fra børe hjemmet men han viste bar ikke af det barn skulle blive hans liv i nu han sukket stille mens lederne af børene hjemte kom ud " du kladet det godt i dag min ven " kom det stille fra ham " jo tak de er også søde på vær ders møde jeg overvajer af adopter en af dem " han smilet hen til ledern og ledern gjor det sammen " det er et hårt arbadet af passe børen måske skulle du have dem på prøve " svagt manden stille durion tænkte sig lidt om og så på mange af hans elver og nolge af andre børn han ville have en datter men hvem han sukket lidt igen " du har måske rat " det kunne nu ha været meget godt vis der var en lige som ham som han kunne hjælpe denne person men det var svært når der ikke var nolge

[Mayu Ayaka Ai]

Der var ballade i sigte. Godt nok var aftenen kommet hurtigere end Mayu lige havde regnet med. Hun sad henne i hjørnet og kiggede sig lidt omkring. I grunden så brød hun sig ikke om stedet, men alligevel havde hun vænet sig til at være omgivet af så mange andre uden at gøre det helt store forkert. Hendes blik gled rundt på alle de andre børn på børnehjemmet.
Hun lyttede lidt til den samtale som foregik ikke så langt fra hende. Da hun hørte noget omkring en adoptivdatter, krøb hun bare mere sammen. Hun ville helst ikke væk nu. Hun forholdt sig i ro lige for tiden. Men en folk piger var begyndt at gå over mod hende, det kunne kun give ballade. "Hvad sidder du derfor Mayu?" spurgte en af pigerne med et provokerende smil på læben. Det var den gruppe, som var mest populær på børnehjemmet. De mente at det var dem, som ville blive adopteret først.

[kohaku]

kohaku og lederen af børenhejmet kikket lidt over på Pigeren som stod der og snakket eller vad de nu gjor han sukket lidt " de der piger kan give en problmer helle tiden " sage lederen og sukket stille og drak en smule af sin kaffe kohaku kikket lidt på Mayu og smilet til hinden han ville se vad det her ville ende med det kunne nemt gå glat han hadet set på vor stille hun var i timmern og gjor ikke sår meget han sukket svagt og så lidt ned måske var det hinden han skulle tage men han ville føst se om hun ville ha ham han smilet stille " hvem er hinden der i det røde hår " svagt han stille og pajet på hinden " hun heder Mayu Ayaka Ai hindens famille ville ikke have hiden for de hun var andlers ind alle ander " kohaku bliv en smule vred men han sage det ikke højt han kikket bar på hinden lidt " den pige har brug for en til af hjæpe sig ellers kommer hun på den forkerte side " svagt lederen kohaku smilet lidt hen til manden igen " ja det kan jeg se de er ikke lige fram rat søde i mod hinden var " han hadet ondt af den lille pige som sad der også hjælpe løs ud

[Mayu Ayaka Ai]

Mayu valgte ikke at svare hende. Hun så bare stille ned på pigen fødder og lod vær med at se op på hende. Den personlighed som hun havde lige nu, var den fredelige og stille pige, som intet kunne finde på at gøre, men gik pigerne videre. Så kunne hun springe over til en helt anden. "Svar mig dog Mayu" sagde hun surt og rev Mayu i håret. Stille og roligt pev hun. Men så rejste hun sig op og kiggede pigen ind i øjnene. Hendes øjne lignede flammer. De fleste af pigerne trådte et skridt tilbage, men det gjorde "Lederen" af gruppen ikke. Hun stod bare stædig som hun var og kiggede hende ind i øjnene. "Lad mig være i fred Kira" sagde Mayu surt og en flamme dukkede op på pigen hovedet. Hun gik i panik og begyndte at løbe rundt, imens at hun skreg op at Mayu skulle stoppe med det. Men hun fortsatte bare og der gik ild i Kiras tøj. Kira begyndte at rulle rundt på jorden for at få det til at slukke.

[kohaku]

kohaku gik et skridt for and og lavet nogle hånd bævelser " INPATO" kom det fra ham og en hel masse vand kom farm han to fat om gåne i pigens skuler " vad biller du dig ind " svagt han surt " lerduen to sig af Mayu " er du oki " svagt han stille og så stile på hinden " du ved godt vad der sker vis du tirre hinden vorfor gjor du det " han bliv racen på pieren " smut op og få noget andet tøj på " nok var han en lære men han ville også have raspæge for dem kohaku gik stille hen til den lille rød hårte pige " må jeg godt snakke med hinden af lene " kom det fra kohaku lederen nikket stille og kohaku smilet og satte sig ned ved siden af hinden " du er Mayu Ayaka Ai ikke " svagt han stille og ledet sig til bage lerden gik ind for af tage sig af den anden pige han viste godt af der ville ske noget i dag som ville være godt for Mayu han smilet stille " du kom ikke til skade da Pigeren angrab dig vel " han smilet rolige og chameren til hinden lidt men ikke meget det skulle heller ikke være forover dravet
kohaku studerte hinden lidt og tænket af det var en pige som ville gåre stor bidravet en gang han smilet og så op mod solen han vente på af få et svar fra hinden

[Mayu Ayaka Ai]

Kira vidste ikke hvad hun skulle gøre, men hun havde skam udmærket vidst, at det ville gå galt, hvis hun begyndte at tirre Mayu rigtigt. Hun farede ind i huset, da ilden først var slukket. Hun havde mistet en del af hendes smukke og glansfulde hår, som hun holdt så meget af. Hun skyndte sig bare at stikke af, sammen med lederen og de andre piger i gruppen.
Mayu der blev tilbage havde bare et stort smørret smil på læben. Hun var bare glad for at pigen var forsvundet igen. Hendes blik gled hen mod lederen af børnehjemmet, som var gået med Kira. Stille rystede hun på hovedet. Hvorfor dog hjælpe Kira? Hun havde selv lagt op til ballade. Mayus blik gled hen mod Kohaku som havde kurs mod hende. Hun stivnede kort og blev til sit normale og generte "jeg". Da han begyndet at snakke med hende, og spørge om hun var kommet galt afsted, rystede hun blod på hovedet. "Hun var selv ude om det. Og det er mit navn ja" sagde hun med en stille og venlig tone, dog lød den også en smule genert.

[kohaku]

kohaku grindet lidt " ja du kan var flad sætte fut under folk " svagt han med et stille og rolige smil på læben " jeg ved vor hårt du må ha det " svagt han stille kohaku kunne self huske da han ikke kunne stryger sine kræfter hun minde lidt om ham " du minder lidt om mig da jeg var lille " svagt han svagt " jeg satte også alti ild til ting og gjort nogle ting som var skrammen for nogle jeg fik alti balade af min far en......dag kom jeg til af sætte ild til min fars chef " han grindet lidt og så rundt "manden var sår snoppet over for min far og ond self om han skelte mig ud til tider sår var han en god far " bliket vente mod hinden lige sår stille han ville godt tæt ind på den pige men vad skulle han sige til hinden vis hun ville med ham hjem og få et nu malt liv sammen med ham han kikket op mod solen igen og tænket siglidt om vågen hanskulle bære sig ad han ville godt hjælpe den lille pigeder

[Mayu Ayaka Ai]

Mayu vendte blikket en smule væk, hvorfor var det lige at der var en som snakkede til hende? Alle undgik hende da, gjorde de ikke? Der var jo ikke nogen som ville have noget at gøre med hende, så hvorfor lige nu? Hun blev en smule tavs, det var som om at han angreb hende med hans ord. Hun var slet ikke van til at folk snakkede til hende og da slet ikke så meget. "Øhm.. Jeg har ikke brug for hjælp, jeg kan godt klare mig selv. For jeg har faktisk styr på mine flammer" sagde hun roligt og vendte blikket mod ham. For lige den evne med at styre ilden havade hun jo ingen problemer med. For hvordan skulle hun ellers have kunnet koncentrere sig om at sætte ild til pigen tøj, når hun løb rundt i panik? Men der var dog en kræft som hun ikke havde lyst til at kende mere til. Der var faktisk ikke nogen som kendte til hendes sensuelle kræfter på børnehjemmet og det var kun godt.

[kohaku]

kohaku smilet lidt han vente hovet mod hinden igen " hmmm vad siger du til af komme med mig hjem " sage han stille og vifte lidt med øjne lidt det var da meget godt hun hadet foget dem underkontrol han sage ikke noget om hindens anden evnen overhoet han ville bar godt have hinden med sig hjem " du kan komme og bo hos mig " svagt kohaku kohaku kendet godt konsikvens af at adoter hinden pigen der men han ville godt have en vor man kunne tage fat om han smilet rolige til hinden og sødt det var godt af have en af snakke med " vis du self ville " svagt han sår bag efter " jeg har en lille hytte med en vælse lede og vis du ville kan du bo der " han smilet læt " jeg bor lidt ude på landet vor skoven og græsset gor som det ville og dyr kommer går og sår er det heller ikke lang væk fra det smukke slot man kan lige se hen til det " kohaku smilet og lage ikke sår meget mærke til vad hun var for ham var hun et menske

[Mayu Ayaka Ai]

Mayu rystede lidt på hovedet og rejste sig op. Hun havde faktisk ikke lyst. Nu havde hun jo været der så længe, så hvorfor ikke bare blive. Balladen, som foregik hver dag, havde hun jo egentlig vænet sig til. Så hun kunne godt klare det bare lidt endnu. Hun var i hvert fald ikke klar til at komme væk derfra og da slet ikke bo hos en hun ikke havde snakket med før. "Det... Det kan jeg ikke" svarede hun roligt og så hen på ham med et stille smil. Hun begyndte så at løbe ind mod børnehjemmet og op mod hendes værelse. Da hun løb igennem gangene, fik hun pludselig øje på Kira, der stirrede surt på hende, fordi at hun havde ødelagt hendes tøj. Mayu rakte bare tunge til hende og forsvandt mod værelse.
Oppe på værelset var der ikke andet end en seng og et skrivebord med tilhørende stol, så hun kunne sidde og lave lektier eller hvad hun nu havde i tankerne. Hun smed sig hen i sengen og lå med lukkede øjne. Hun måtte tænke.

[kohaku]

kohaku bliv en smule skuffet over det han rajset sig stille og ville gå ind på sit kontor for af pakke sine ting ledern sov stille og rolige det hadet værte en lang dag for ham kohaku hadet også haft en lang dag han overvajet fagtis af sove i sin ajne seng og der lå han også og vente på om der kom nolge ned til ham han så stille op og tænkte på pigen i med det røde hår han ville ønske han ikke hadet foget den ide han tænket sig stille om men viste sår ikke om der ville ske noget mlmen de to han todet det ikke men man kunne arldige vide han sukket og logget øjne og hørte alle de små lyde som var om kring der det helle var sår nyt for ham han kunne ikke en gang sove han raste sig stille op og begydet af læse lidt med den lys han nu hadet han ville ikke kunne se vem der ville komme ind

[Mayu Ayaka Ai]

Mayu var en smule forvirret og vidste ikke rigtig hvad det hele betød. Hvorfor tilbød Kohaku hende at tage lade hende bo hos sig. Gav det virkelig meningen. Hun så op i luften og kneb øjnene hårdt sammen. "Hvad gør jeg?" sagde hun undrende og spørgende til sig selv. Hun knugrede hænderne sammen og satte sig op. Lige pludselig slog hun bare armen ind i væggen, så det gav et mærke. Det ville nok kunne høres igennem hele gangen. Men Mayu skulle af med noget af hendes betvivelse. Hun gik hen mod døren og gik ned igennem gangen. "Skrid med dig Mayu" råbte en af drengene efter hende. Hun rystede på hovedet og kom til at give slip på den sensuelle kræft som levede inde i hende. Den flød rundt omkring på gangen og ind til de andre på børnehjemmet. Lige pludselig var hun omgivet af drenge og piger, der var efter hende pga hendes kraft.

[kohaku]

kohaku kunne høre en hel masse larm oven på heldig vis for ham bliv han ikke sår meget pår virket af det han skudt sig af gå efter lyden og kom til af gå ind for and Mayu han stod lidt og kikket og hadet slet ikke set hinden han prøvet af stoppe de ander med maig men det var svært det var svært for ham af forstå vad han skulle gøre men han holdet om Mayu Ayaka Ai sår godt han kunne han kunne godt mærke en vis træn men han prøvet af holle den til bage for hindens skuld han håbet bar ikke af hun for bangen men han holdet om hinden " i kan godt smutte i seng nu alle sammen i ved vad kl er " kohaku skyndet sig ind på sit værlse sammen med Mayu han ville tage sig godt af hinden han satte sig på sengen med hinden og så rolige " vad skete der der ude " svagt han stille og så op i hindens øjne lige sår stille

[Mayu Ayaka Ai]

Børnene så direkte mod Mayu og det gjorde hende bange, nogle af drengene piftede lidt af hende og de begyndte at lave de mærkeligste lyde. "Lad mig få hende idag" sagde en af drengene og så med et forførende blik i øjnene på hende. Han nærmede sig hende lige i det at Kohaku kom ind foran hende. Hun stivnede helt og kræften fortsatte med at slippe fri. "Gå med jer. Allesammen" råbte hun surt og blev helt tavs, da Kohaku greb fat om hende og omfavnede hende. Noget som hun ikke havde oplevet længe. Det var længe siden at hendes familie havde kunnet omfavne hende, efter det hun havde gjort. Børnene vendte ikke tilbage, da kræften stadig var der. Da Kohaku forsvandt med Mayu ind på sit værelse kunne kræften ikke komme så langt mere, men den byggede sig i stedet op omkring hans værelse. "Det... Det er den dumme kræft igen" sagde hun irriteret og havde mest af alt lyst til at skrige.

[kohaku]

kohaku ville tørste hinden sår han lage armen om hinden og trykket hovet lidt tæt på hans brust kasse " du skal ikke lad dig gå på af det " svagt han stille og logget øjne " du må lære af stuger den lige som din ild han kysset hinden på kinden og så indi hindens øjne " men vad lavet du dov der ude søde " han så lidt ned mod hidnens bryster og rømdet lidt i hovet stille sukket han og lage hinden i sengen sår hun kunne slappe af " du må godt sove hos mig i nat vis du føler dig utruk ved de ander " han smilet sødt og støj hinden over kinden han kunne stade mærke den enagi som var i rummet gad vide om den pår virket hinden også han lage sig stille ned ved siden af i mens han smed morgen køben han hadet haft på kohaku lage sår sin arm om hinden sår hun kunne mærke af han var der for hinden et stille smil kom fra kohaku

[Mayu Ayaka Ai]

Mayu vidste ikke hvad hun skulle gøre og hvorfor var det helt præcist at de var på hans værelse. Da han kyssede hende stivnede hun helt og begyndte at stamme og ryste på kroppen. *Ikke det!* tænkte hun og kneb øjnene sammen i frygt. Den sensuelle kraft tog til og til sidst kunne hun ikke engang selv klare det. Et skrig undslap hendes læber og hun begyndte at krybe mere og mere sammen i sengen. HUn lukkede øjnene og prøvede at ignorere den kræft, som fyldt rummen op med en forførende duft, som koncentrerede sig om Kohaku. Som var det hende, der ville forføre hende. Hun lå bare stille og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Lige den del som den sensuelle kræft krævede af hende, havde hun ikke forstand på. "Den kræft vil ikke styres ikke før jeg giver efter og lader mig blive fuldstændig koncentreret i hvad den vil. Forføre mig og andre" sukkede hun stille og vendte blikket væk mod ham. Hvor længe kunne han mon holde sig selv tilbage for den sensuelle kræft?

[kohaku]

kohaku sukket lidt vis hun ikke ville " du kan bruge det på mig " sage han stille og så ned på hinden han viste ikke om hun ville det men han var også lige glad med det han støj hinden stille ned af siden " og sår kan du få styr på din kraft i dig " svagt han stille og smilet sødt og støj hinden over kidnen hvad skulle han gøre han sukket lige sår stille og vente på af hun kunne komme til det var beder af hun gjor det på ham ind på de ander som hadet hinden for den hun var kohaku var ikke sårn overhovet han lage ikke en gang mærke til det han gjor det bar for af hjælpe hinden han smilet sødt og lod hinden komme til han hans hjerte hammert vildt og hans puls var også ved af gå over man han gjor det ikke han sad bar op og så ned på den smukke pige

[Mayu Ayaka Ai]

Mayu så op på ham og rystede på hovedet. Hvad var det helt præcist at han tilbød sin krop? Hun sukkede lidt og vendte blikket den anden vej. Der var virkelig ikke nogen anden udvej, men hun havde jo ikke lyst. Hun lukkede øjnene og prøvede at koncentrere sig om at få det til at stoppe. Men som hver eneste gang hun prøvede, blev det bare værre. Meget værre. "Jeg kan ikke gøre det selv" sagde hun stille. Kræften var nu ikke i hele rummet, den havde lagt sig hele vejen rundt om Kohaku, så han ikke kunne undgå den.
Mayu selv vidste ikke hvad der skulle gøres. Hun havde ingen erfaring, da hun heller ikke ønskede det. Hun ville helst slippe af med den kræfter om at forføre andre, skulle det gavne hende? Ikke efter hendes hovede.

[kohaku]

kohaku sukke lige sår stille han bliv trukket ned til hinden nærmeste * hvad sker der med mig " svagt han roligt still kom hans mund mod hindens han kysset hinden det følste føste om gang noget kalemt men til siste nød han det og han trykket hinden ind til sig lang somt han viste ikke vad der skulle ske med ham nu om han ville blive hans mere viste han ikke han sukket i kysset og logget øjne og nød det langsomt to han hånden ind til hindens bryst og maseret det sår hun ville blive tændt han gjor det sår han kunne ikke lade være hindens krop var sår smuk han så hinden ind i øjne igen og smilet roliget til hinden han sukket nunden og klimte sig helt ind til hinden han ville tænde hinden og sårn som hindens krafter ville få frait løb hans øjne knibet sammen

[Mayu Ayaka Ai]

Mayu ønskede slet ikke at være der mere. Hun ville bare tilbage til sit værelse. Hun slog pludselig øjnene op, da hun mærkede hans læber mod hende. Hendes krop begyndte at ryste mere end normalt. Hun sukkede i kysset og kunne slet ikke få sig selv til at gengælde det. Hun ville bare ikke lade den sensuelle kræft tage over. Aldrig! Da han gik efter hendes bryst stivnede hun af frygt for hvad han nu ville gøre. Hun lukkede øjnene og ønskede sig at være alene og slet ikke være i nærheden af nogen. Det at han masserede hendes bryst fik et støn til at forlade hendes læber. *Hvorfor? Jeg har ingenting gjort, jeg ønsker det ikke* tænkte hun skræmt. Men den sensuelle del af hende nød det faktisk, ikke noget som var meningen. Hun ville slet ikke være i den situation, hvis hun aldrig havde opdaget den kræft.