Ny ankommen

[Yuuki]

Der var så mange ting hun aldrig havde set før, byporten havde været så utrolig smuk at se på, det havde givet hende så meget inspiration og lyst til at male, men hun måtte finde et stille sted. Det var nået af det første der var sprunget i øjnene på hende, klosteret, smuk og hvid bygning, ikke til at tage blikket fra igen. Yuuki gik roligt ind i klosteret, stemningen var så fredfyldt og dejlig, her kunne hun ikke få andet end ro i sindet og skabe forestillinger om sine nye malerier i sit hoved.
"Er her nogen?" Spurgte hun stille, ganske genert og nysgerrigt, mon der var nogen eller var hun alene? Yuuki gik op mod alteret, smukt var det og til at beundre, hun sukkede stille og gik videre i sin fine hvide kjole, man skulle næsten tro hun var en engel. Tasken stilte hun roligt fra sig, mon der var nonner eller munke her? Alt den historie fyldt på et sted, der måtte være så mange spændende historier, hun ville gerne vide alt i verden, men det ville jo nok blive lidt svært. Malerierne her sagde dog en del og gav indblik i hvad der engang var sket, men hun ville gerne høre det med ord. En dag ville hun finde nogen som vidste noget. *Så smukt.....* Tænkte hun, med øjne fyldt af beundring.

[kohaku]

kohaku kom gåne efter af ha under vist nogle nonner det hadet værte en rag dag meget ind dag kohaku var lære 3 steder kongen familien kirken og sår børnehjemmet kohaku hadet et rat smil på sig hans lange brune jakke han ned af ham kohaku var en meget travl man han fik øje på den ungen pige som sad af lene på stolen han smilet stille for sig self hun så fattig ud mund hun hadet nolge steder af tage hen han skukket lidt han ville godt give hinde et hjem vis det var det smilet bærdet sig og hans hel gør vide øjne var rage af se på han gik stille hen til hinden og så hvad hun begydet af male af der var mange konger og vær en af dem hadet en urolige histoge men han ville ikke under vise nu han smile bar og kikket på self var han gald for af tengen hun minde lidt om ham self kunne hun mund være nej nej det kunne hun ikke self viste han ikke om hans fanmile hadet foget fliger børn han tænkte lidt og ryste på hovet " hvad tegner du " kom en rolige stemmen fra ham han smilet igen og så i hindens brune øjne den magiske bog han ned af siden på ham han var Paladin og en stærk en ind dag

[Yuuki]

Yuuki havde slet ikke lagt mærke til at der var nogen, for hun havde jo ikke fået noget svar, så hun var helt inde i sin egen verden. Hun fik et lettere chok da der pludselig var en som snakkede til hende og hun kom til at tabe sin blok og sit kul hun tegnede med. Hendes kinder blev helt røde, hun skyndte sig ned for at tage sin blok og kullet, hun rørte lidt ved sin kind da hun godt kunne mærke hun rødmede. Det resulterede i sort farve på hendes kind efter kullet som hun havde rørt ved, hun så ned mod blokken og så så op mod ham.
"Jeg ved det ikke helt endnu, men et mønster som skal symbolisere lykke og fred. Tror jeg." Lød det genert fra hende, hun så ned på sin tegning som lige nu lignte en masse krøllede ting, men når det først kom på et lagered og fik farver, så vidste hun at det nok skulle blive et smukt maleri. At fedte med maling her inde ville være synd, så hun tegnede bare en skitse på papir lige nu, kul var noget af det bedste at tegne med, det kunne tværes ud og arbejdes med på alle mulige måder.

[kohaku]

kohaku grindet lidt for sig self hun var en sød pige han så sig om kring " ja fred finder du masser af her inden i ser hos vors gammel konger " svagt han og pajet på et skjol vor der var en elver tenj som linget en n med et steng nede under " det betyder fred på elver sprog og det vide træ du kan se der henne betyder lykke " han grindet lidt da hun så hun hadet sort på sine kinder han gav hinden en kluden " her tør din kind " svagt han varmt han smilet lidt "navet er forrasten Kohaku Zhi Taichi " han smilet til hinden og vente hovet mod de mangen bænke han tænket af det snart var tid til prikden måske var det ikke sår god en ide af male her nu men det måttte hun jo self om han grindet lidt igen hun så nu smuk ud men hvad mund hun var menske eller andet han smilet roliget og så mod hindens ting hvad hed hund mund han smilet roliget til hinden han kunne mærke af de nok skulle blive gode venner eller mere måske han så sig lidt op og grindet lidt " mangen ting har en historige dårlige og gode ting "

[Yuuki]

Yuuki så nysgerrig på de ting han pegede på og fortalte om, hun begyndte at skrive ned og tegne lidt, det kunne hun jo godt bruge ind i sit billed. Roligt så hun mod ham med et blidt smil, mon der var mere han kunne fortælle hende. Selv vidste hun intet om tider til de forskellige ting i kirken, faktisk, var hun lidt i tvivl om hvilken ugedag det overhovedet var. Yuuki levede meget i sin helt egen verden. At han kommenterede hendes kind og gav hende noget at tørre det sorte væk med, stor rødmede hun endnu mere. Hun pakkede først tingene væk og tørrede så sin kind. "Tak." Lød det genert fra hende, hun måtte indrømme det var ret så pinligt for hende det her. "Mit navn er Yuuki." Lød det stille fra hende, hun rejste sig og nejede pænt som hun havde lært af sin adoptivfar. Roligt tog hun tasken på ryggen og så op sammen med ham, hun så så nysgerrigt på ham, her var ikke helt fredeligt mere, da han jo var der. *Lidt selvskab med et sødt smil skader vel ikke...* Tænkte hun, lidt rødmende og begyndte at gå lidt rundt for at kigge på kirkens indhold. "Kan du fortælle mig mere?" Spurgte hun nysgerrigt.

[kohaku]

kohaku grindet lidt af hinden røde kinder han kunne ikke andet ind af smile af hinde " self kan jeg for tell mere hvad ville du godt vide søde ven " stille gik han med hinden og videre hen af gang nogle tanker fløj for bi ham * hun var næsten som ham kunne hun mund vær nej nej det kan hun ikke være * han ryste på hovet og gik stille med hinden det var vel oki af fortelle lidt han hadet godt nok ikke forud sent af han skulle ligge fordrev til en han smilet sødt og gik vider mens han vente på af kunne få lov til af fortælle lidt gad vide hvad hun godt ville vide om kongerne eller helle byens historie det ville tage fliger uger vis han først skulle det han skulle lidt og så sig lidt om krig måske nogle af kongerne kunne være gode for hinden af huske det var jo tro alt dem der hadet offer sit liv for andre de holdet af og byen også jo det var måske ikke lige det her han trodet han skulle det var mærkliget for ham men han kunne nu godt lide hun rømdet sårn det klædet hinden virklige

[Yuuki]

Yuuki tænkte sig lidt om, hun vidste jo faktisk ingenting, den mand som havde adopteret hende havde holdt hende væk fra verdenen, hun havde ikke engang gået i skole. Hun så sig lidt rundt, her var så utroligt smukt, hun så nærmest drømmende ud som hun gik og betragtede alting i den store bygning som sikkert var flere 100 år gammel, hvis ikke mere.
"Jeg vil jo gerne vide alt hvad der er værd at vide. Hvilket er alt hvis man er mig." Lød det sødt fra hende, hun sendte ham et genert smil og så sig rundt, her var så utroligt, hvis hun skulle slå sig ned et sted kunne det helt sikkert godt være her, men der var så meget mere at se i denne verden, så hun måtte ikke stoppe for det første hun kunne lide. Yuuki gik roligt rundt, hun trådte varsomt, at skulle snuble sådan et sted ville ikke være det smarteste. Man kom jo tit med en høj lyd idet man faldt.

[kohaku]

Hmmm ved ikke helt vor jeg skal begyde mangen af tingen ville tage ure af for tell om " han så hen på den føste kongen han smilet lidt og gik der hen " ar vor føste kongen se han var en god torne mand efter min smag det var ham det tegnet alt til Ophla-chitty og sammen med mensken og Dværg byket de aldt det her sammen det to fliget hunder år får det helle var færde og det var håre tider den gang men kong Kima viste hvad han lavet men det bliv et kort liv for ham det svære pæsten kom og mange død selv kima men han noget af få en søn Ima som står lige her henne han sikkert sig for af en kring ikke brød ud han bliv 55 år inden han kom ud for en ulykke med en heste vågen det svære han noget self også af få nolge børn en en pige ved nav ros hun var en smuk pige kan du tor og en god dorigen hun Gifte sig med en rider som hed Johan og som sår fik vors nu væren kongen Timbar den stor han satte alle prikken på plas og beskyte os mod de onde Væsner derludte han har sår foget søen Durion som sår bliver vor næsete kongen en dag " fortalte han stille og rolige til Yuuki
kohaku vente sig stille om og kunne se solen var på vej ned " har du nogle steder af bo fortiden " svagt han svagt det ikke godt af vander rundt her ude om natten

[Yuuki]

Yuuki slugte det hele råt, hun så forundret på ham, måden han fortalte det på fik hende til at leve sig helt ind i historien, hun forstillede sig selv som prinsesse og rødmede lidt, tænk hvis hun var en prinsesse, alle de fine kjoler, musikken, bal og mange andre fine ting. Dog gik hun også ind for friheden, hvilket hun ikke helt troede på at de kongelige havde, hun kom væk fra sin lille drømme verden og så mod ham. "Nej, jeg er rejsende. Jeg finder mig et sted at sove når det er ved at være tid." Lød det roligt fra hende, et blidt smil var over de rosafarvet læber. Hendes blik så ud, hun så solen var begyndt at gå ned, måske var det derfor hun virkede så sulten, hun så ned mod sin mave og lagde hænderne på den. "Jeg tror det er ved at være tid til at finde et sted, kender du et da?" Spurgte hun frisindet og lod de store brune øjne følge hans ansigtsformer. Tænk hvis hun kunne få lov til at male denne Durion og lade det billed blive brugt her i kirken eller i deres hjem. Det ville være en ære at male et portræt af en kongelig.

[kohaku]

kohaku smilet lidt og så ned mod hindens hånd " self kender jeg da et sted kom med mig sår gier jeg " han gik ud af kirken og ned af de store marmor tapper og vente sår på hun skulle komme fram han sukket lidt hvad skulle der mund blive af ham hans sølv favente hår kom til syne det var en gave han hadet foget da han bliv født kohaku viste ikke lige helt vorfor han hadet foget sår går øjne og det vide øjne men han hadet heller ikke ragtit tænk på det før nu han smilet roliget til Yuuki og tænkte på af hun elige var en sød pige han gik tæt op af hinden og så sol ned gang gå ned bag det store vide slort der kom han meget og under viste kongens søn ikke for de han hørte særlige meget efter men man hadet da lov til af håbe af og til stille gik han på stigen " du må godt sove hjemme hos mig vis du ville du skal ikke gi noget for det " han smilet sødt og lage hånden om på nakken

[Yuuki]

Da Yuuki kom ud fra klosteret af og stod på trappen så hun mod solnedgangen og blev helt fortryllet, de brune øjen lyste op og hun begyndte at drømme. Slottet virkede så uvirkeligt, bare at skulle være tæt på ville gøre hende helt paf og underligt tilpas, hun begyndte at gå ned af trappen, ret langsomt da hun nød udsigten og lige inden hun var helt nede, snublede hun klodset som hun var og landede lige ind i Kohaku. De røde kinder kom frem igen, hun så op mod ham og havde støttede sine hænder mod hans bryst, hun fjernede sig så hurtigt igen og kløte sig i nakken. "Det må du virkelig undskylde." Grinte hun og følte sig utrolig dum, hun var så flov. Derefter gik hun bare med ham for at se hvor han ville føre hende hen, man kunne godt kalde hende naiv, for hun havde ikke mødt nogle onde væsner endnu.

[kohaku]

kohaku grindet af hinden hun skulle da ikke unskylde overhot da hun rajset sig igen gjor han self det sammen han var en glad mand han stod lidt og bundert hinden og gik tæt på og hun så nu smuk ud han ryste lidt på hovet og gik vider for af få noget andet af tænke på hun var sikker hvad 17 18 år og han var 1000 år vor kønt todet nu lige han ville have det men igen han ahdet jo værte i seng med en på hindens alder han rømdet ldit over hved tanken det var nu ikke for de ha self viste hvad han gjor hindens enven hadet bar taget over ham lidt han sukket lidt og gik stille vider ind til de kom til noget som linde en krov her gik han ind og to et fandt en pals det liget ikke en kvo da den var meget pæn men her i byen gjor det også aldt for af det skulle se pænt ud det var af og til svært af læse kvinder men for kohaku var det ikke noget for han var vand ti ldet han smilet stille til hinden de skulle nok få en hyggelig aften

[Yuuki]

Det var en utrolig dejlig tur de gik, hun kiggede nysgerrigt rundt og tog alle indtryk til sig, nogle kiggede noget efter hende, hun vidste ikke helt hvorfor, men smilte bare til dem og gik videre. Mon det var fordi hun gik med ham? Hun havde lyst til at rulle sig i græsset, mærke vinden i sit hår og dufte til blomster, derefter sidde og male. Når hun var alene malede hun sin egen krop, bare for at udfolde sin kreativitet, hun smilte roligt og havde lyst til at synge, men begyndte at nynne lidt. Lige så snart de var fremme stoppede hun med at nynne, her så utrolig hyggeligt ud, sådan et sted havde hun jo aldrig været før, hun var van til at lave maden selv. Et specielt syn var det, da de kom ind, hun så sig forundret om og gik efter Kohaku, hun satte tasken ved siden af stolen og satte sig pænt ned. Opdraget var hun da og hun vidste hvordan man opførte sig i selvskab med andre. Yuuki rødmede lidt, han havde nogle virkelig specielle og utrolig rare øjne. "Hvor er her hyggeligt." Sagde hun med et smil og så sig lidt rundt igen.

[kohaku]

han kunne ikke lade vær med af smile af hindens or " ja det syntes jeg også self " en man kom gåen hen til dem med en vid kæler " hvad skulle det være " kohaku viste ikke helt hvad de hadet sår han sage bar " lidt hånd mader og sår noget suppe af det i nu har min gode man " manden smilet og nikket til dem " de laver gode supper her det noget du ville blive glad for " kohaku han sukket lidt og så sig stille om efter noget af kikke på men han fik øje på Yuukis former han rømdet lidt over det og klædet sig lidt i nakken " vis du ikke har nogle steder af bo kan du bo hos mig " svagt han stille og han to en øl som var sadt fram på borte og helte det i et glas han drak lidt af det for han elige lidt tøstig hvad skulle han dov bruge tiden på han kunne være sammen med Yuuik vis hun ville det men han var ikke sår sikker det gjor lidt ondt i ham da han hadet gået meget " jeg bor ikke sår langt væk her fra små 10 minuter inden i skoven

[Yuuki]

Det han bestilte lød godt, måden han snakkede på var så voksen, hun beundrede stedet og smilte bare lystigt. Suppe lød rigtig godt, hun elskede suppe, det var ikke tit hun kunne få det jo, det var svært at finde noget at lave suppe i ude i naturen. Yuuki havde ikke specielle store former, man kunne kun lige se at hun var en kvinde, det syntes hun i hvert fald selv. Det var rart med noget selvskab, hun fandt ham ganske sød og rar, dejlig at snakke med.
"Tror du at jeg nogensinde vil male noget så stort som en konge?" Spurgte hun nysgerrigt, det var blevet en hel drøm for hende nu, måske den største hun havde haft ud over at finde ud af hvorfor hun var så tom indeni nogen gange. Der manglede et eller andet, men hvad..... *Bo hos ham? Det kunne jeg vel godt et par dage, han lader til at have så meget viden om alt muligt spændende.....* Tænkte hun og nikkede så stille, hun bed sig genert i læben og begyndte at pille ved sit hår.
"Jeg vil ikke være til besvær, jeg kan jo sagtens selv finde et sted, jeg vil så nødig trænge mig på." Lød det genert fra hende, at skulle være i vejen for en eventuelt familie ville jo ikke være så smart.

[kohaku]

han kunne ikke lade være med af grine igen hun vad da en sød lille en han satte sig tætter på og løfte hinden hage stille sår han kunne få øjne kon tak til hinden " du trænger dig heller på min kære overhovet ikke det er kun rat af have lidt selv skab der vor jeg er " med kysset han hinden på kinden og smilet sødt til hinden han kikket lidt hen over på manden " et sted du måske skal se er måske elver skoven og lys elver byen det er noget af et syn man ikke ville glemme igen tor mig jeg har værte der mange gang og de kan stade faniner mig med ders magi og viden om natur han kunne ikke lade vær med af grine af det søde væsen som sad der og hadet alle de problemer som hun hadet eller tanker og spørsmå manen kom med manden og satte det på borte føst det varmen det var altså suppen og sår det kolde bag efter kohaku spise stille af suppen og den smaget godt han viste ikke hvad der var i og han ville heller ikke vide det for det var det spænden ved supper

[Yuuki]

Yuuki lod ham føre sit hoved, hun rødmede noget over kinderne og så lidt ned mod bordet og så ind i hans øjne. *Min kære.....* Gentog hun inde i sit hoved, sådan havde ingen talt til hende før, hun rødmede og så ned igen. Kysset på kinden fik hende kun til at rødme mere, hun plussede helt op og blev helt overrasket over følelsen af et par varme læber mod sin kind.
"Jamen, så vil jeg da gerne." Mumlede hun genert og pillede ivrigt ved sit hår, hun var virkelig genert lige nu. Yuuki så på maden der kom og lavede uhm-lyde til det, hun duftede til suppen og sukkede stille, hun var godt sulten, men hun spiste pænt og forsigtigt. Hendes lille mave ville nok være mæt efter suppen, det gik hende lidt på, for han havde jo bestilt mere end det, hun havde tænkt lidt og så så på ham.
"Det må De vise mig en dag." Lød det blidt fra hende, hendes øjne lyste op af glæde og eventyrlyst, hun ville så gerne ud og se verdenen.

[kohaku]

kohaku så lidt hen på hinden og smilet sødt til hinden hun var en ragtit rejsen lyst tybe han sukket svagt hvad skulle han nu han ellers have gjort han satte stille suppen fra sig og to lidt af maden og pakket det ned i en lille æske " sår er der lidt til i aften " kohaku ville ikke helt sige om han kunne love hinden af tage med han så bar på hinden og to stille hindens hånd til sig " du skal huske på jeg har et job ved siden af som lære men når jeg har fire sår kan vi tage der hen der er 30 dages rajsen her fra og sår gangen med 40 dage til lys elver byen sår det er en lang rejse som ville tage nolge måder forstå du det " han nusset stille hindens hånd og smilet sødt han smilet sødt til den lille yuuki og forstod ikke helt vorfor hund rømdet sår meget han sukket ldit når ja han ville kunne vise hinden lyset og vågen livet var han smilet roliget til hinden

[Yuuki]

Yuuki var lidt lang tid om at spise suppen, men hun nød den og alt omkring sig, meget nysgerrigt som hendes blik viste. Da hun var færdig, lagde hun den ene hånd på sin mave.
"Det mættede dejligt. Tak for mad." Lød det sødt fra hende, hun smilte blidt til ham og mærkede han tog hendes hånd. Igen måtte hun rødme, fysisk kontakt havde aldrig været hendes største side, men det føltes da rart. Verdenen lød pludselig stor som han forklarede disse ting, hun så på ham og nikkede så forstående, hun sukkede lidt glad og nød at få nusset sin hånd.
"Jeg er også van til at være alene, så det er fint nok. Desuden, så ville det jo være for let hvis du viste mig vejen." Grinte hun sødt og begyndte at flette sit hår, løsne det igen og flette det igen, sådan sad hun et par gange før hun lod sit hår være frit og løst.

[kohaku]

kohaku smilet og sunden sig lidt da han hadet gjort det en lille timens tid rejste han sig op og så på hinden "N år men jeg må vel heller vise dit nye hjem " han smilet glad til hinden og to hindens hånd han var gald for af have måt såre en som yuuki han var stade bange for af vise sin magi for hinden for han viste ikke vågen hun ville rager da hun jo var et mensket han smilet glad " vågen har du det med magi " svagt han roliget hun hadet en blød hud som kilde i hans hud som var sår varm men hun var lille til fordel for ham han var stor han han todet hun gik ham til bryst kassen eller under de skulle nok få det hyliget sammen hvad skulle han dov gøre med sig self han kunne kun give yuuki radt i det var forlet vis han kendet vejen men han var glad for hun forstod det hvad skulle de sår nu han var enlige træt solen var gået ned og månen var kommet fram igen bar meget rød og smuk