[b]en vild og far fuld rejse?[/B]

[Durion]

(er lidt or blin sår der kan være stave flig i )

det var lige blive morgen og folk var ikke vågnet Durions og hans far stod samme og snakket Durion skulle på en race lidt lang væk her fra som han Altid skulle sårn af og til men durion hadet om bart manlge på en liv vagt da de alle sammen holdte fri "du må sikker dig af der ikke sker noget på din race min søn det er langt og far fult med mange mysike væsner på din vej du skal ha en med som er tor mod os og konge familen " Durion viste ikke helt hvad han skulle sige mund det var en vigtit person som han ikke ragtit kunne huske han tænke sig længe om han sukket let og så op mod hemlen "du skal ikke være bange far! lød det blit fra durions stemme og lod sit brune hår strye sig i gemmen de gule øjne skidet blit " ar men jeg ville nu have du skal ha Mevis Takomi med dig hun har værte her lige sår længe og hun er tor mod ander og hinde kan du stole på hun er virklige filk " durions far blinket til ham for durion var snart gifte klar ikke for de durion self ville det men vis det var til hans fas beste sår skulle han nok finde på et eller andet han sukket lige sår stille og to kappen over durion smilet igen og lage hetten over hovet sårn som hun ikke kunne kende ham vis hun nu skulle komme durion husket ikke denne Mevis Takomi måske var hun smuk og var en god Kriger også han smilet rolige og hadet sit svær og sin nitte ring brynige på som var smedet af dvæge og vajet selt ikke noget den skinde som var det hår fra en engel på siden hadet han et vidt horn vis han nu skulle komme i Problemer det enste durion var nok lidt bange for var denne sår kalte Chaos race de var blode tyber og sår vider eller sort elvern med ders Giftige pile de var ikke lige sjove af være i nær heden af når de var der godt nok var han en stærk Paladin kraft men stade sår kunne de sort elver give fra sig i sær i magi ikke for de han hadet noget i mod det de virket bar lidt skramen på ders måde og det kunne pisse ham lidt af og og til måske var det bar best vis de und gik alle de der fælder " vot bliver hun af jeg sendte et vagt efter hinden hved 5 tiden hvad laver han dov " kom det surt fra hans far som stod og stamet lidt i føde... men vaget hadet haft svært hved af finde denne kvinde og det var svært når person var ny og ikke ragtit kendet til stedern han var føst i rider salen og sår var han ved gang han var helt forpyset og helt rød i hovet

[Mevis]

Hun havde selvfølgelig været på arbejde. Hendes gamle herre havde ønsket at se hende, derefter var hun blevet tilkaldt af generalen og havde stødt på en flok mænd der troede at de kunne løbe om hjørner med hende. De havde dog taget fejl og havde fået sig en lærestreg. At være kvinde i sådan et land var hårdt nok i forvejen, at være kvinde og ridder på samme tid var det værste der kunne være for en kvinde alligevel havde hun holdt til det så længe hun huskede tilbage. En forpustet mand standsede ved hendes side da hun forlod arenaen hvor mændene havde udfordret hende til en kamp blot for at blære sig når hun faldt sammen, til deres ærgrelse viste hun sig at være en god fægter så de lo ikke særlig meget en skyndte sig væk da hun var blevet færdig med dem. Hun så spørgende på den forpustede mand og denne gav hende beskeden. Hun måbede, skulle hun nu til at møde kongen! Hun var selvfølgelig tro mod kongefamilien og hun elskede virkelig at tjene dem, men hun brød sig ikke om at komme så tæt på dem. Hun takkede den forpustede mand og smuttede forbi ham. Hun var taget hjem, samlede isne ting og våben og smuttede ned til porten. Hun standsede sin hest og sprang elegant af og ned på knæ foran kongen. Hun var iført sin ringbrynje, den var tung men alligevel bevægede hun sig elegant med den på. En kappe havde hun lige trukket på og hætten dækkede for hendes hoved. Nu hvor hun sad på knæ måtte hun heller trække den af så de kunne se hende. hun skubbede den af ”Deres majestæt” lød hendes stemme. Skikkelsen der stod ved siden af kongen måtte være prinsen, hun sørgede dog for ikke at se direkte på nogen af dem ”Og deres højhed” sagde hun med en blid stemme denne gang henvendt til prinsen.

[Durion]

Durion stive lidt da han så hinden hun var altså køn han så lidt ned og op på hinden Durion kunne ikke ragtit huske hinden i nu " når der kom du du skal hilse på min søn Durion...Durion dette er Ridder mevis hun skal søger for du ikke kommer alt for galt af sted " svagt hans far med en muder stemme Durion nikket til hinden og gav et varmt smil over læben " hyggeliget af møde dem jeg håber de kan bruge det svær "svagt han lidt driline til hinden mens han hadet et sødt glimt i øjet durion to stille fat om sin vide hest og som stød og skubbet lidt til ham "i må love mig af i bringer den seld til dvæge konge unde hans våben og elverns ville vi være fortabte vi kan self lave dem jo men vors beste kriger ville ikke kunne bruge dem og sår er der en anden ting spøger ham om hans folk er med os i krigen " durion nikket stille til sin far og hoppe op på sin hest "skal vi der er langt til den nærmste by og vi skal helst nå den inden sol ned gang " han smilet igen og lod sine gule øjne prøve af få øjne kontakt til hinden det som durion nok ikke vilel renge med af han ville møde nolge mørke tyber der var for mange vagter rundt om kring men beskyttern var stade i ders tempel som atild

[Mevis]

Hun følte prinsens blik på sig og følte som om han så hende an og vurderede om hvorvidt hun kunne bruges. Hun var kvinde, og ikke særlig stor af bygning men hun havde fået sine riddersporer med hård træning og mange år med blå mærker. Hun kom på benene da kongen henvendte sig til hende og bukkede stift til prinsen da hun blev præsenteret for ham inden hendes blik blev vendt mod kongen igen. Prinsens ord fik hendes kæber til at stramme sig sammen vildt hårdt. Hun havde hørt disse ord nok for en dag men hun kunne ikke andet end være høflig når han var prinsen, det var trods alt hendes opgave at passe på ham og ikke selv skade ham. “Deres majestæt vil ikke blive skuffet, Jeg vil gøre alt der står ved min magt for at sørge for at prinsen vender sikkert hjem igen” sagde hun enormt formelt med den rolig stemme som ikke afslørede nogen følelser. Hun fulgte prinsens eksempel og satte sig op på ryggen af den sorte hingst. Selvfølgelig efter at have bukket for kongen endnu engang. Hun satte hesten i bevægelse og holdt sig tæt op på siden af prinsen.

[Durion]

Durion smilet af hinden hun virket til af være meget sød hinde der men hun virket også til af ikke kunne lide af man ned gjor hinden durion så lidt på hinden i et s tykke tid "vor længe har du sår værte ridder " kom det fra ham mens han rad sammen med hinden langs den stille og byen om bag dem som stille forsvadt han tænke hvad Eventyren i dag ville ske noget spænde eller ikke noget det var jo helt op til dem self hvad var hun for en og hvad kunne hun lide og hvad gik hun op i han sukket lidt og så ned mod stien mens der var alt forstille Durion hadet når det var sårn af og til for sår kunne han ikke hitte på hvad han skulle lave over hovet det pinet ham sår meget Durion lage stille hovet til bage og så op mod hemlen det var en skøn vær lidt det var lidt svært af finde ud af hvad man eller skulle gøre men han fadt da hurtit ud af det igen han vente hovet for af høre hindens svar det kunne da ikke være sår svært kunne det

[Mevis]

Hun red tavst ved hans side. Det var ikke meningen at hun skulle henvende sig til ham og derfor var hun tavs. Hun kendte ham knap nok og var et eller andet sted bange for hans holdning til kvindelige ridder hvilket der ikke var mange af i landet. Hendes blik var rettet mod sine omgivelser da han brød stilheden ved sit spørgsmål.. kunne han ikke huske det? Det var jo ikke meningen at han skulle huske det, men der havde været et kæmpe postyr over det inden hun var blevet slået til ridder, nogen mente nemlig at kvinder ikke burde være ridder, det var en mands job. Hun var dog nød til at svare, andet kunne hun ikke gøre når han jo var prinsen og hun et eller andet sted hans tjener, så at ignorer ham var bestemt ikke en mulighed. ”Snart et år Deres højhed..” svarede hun. Hun sad i sadlen med rank ryg og en rolig mine. Blikket gled rundt spejdende efter en mulig fjende. Hun havde fået en opgave og en stor en tilmed så hun måtte ikke fejle. Desuden var det tronarvingen vi snakkede om, skete der ham noget var det helt og holdent hendes skyld og manglende erfaring. Tavsheden generet ikke hende for så kunne hun bedre lytte og opdage hvis der var fjender. Hendes skjold hang ved hesten sammen med hendes andet udstyr, hun havde dækkede den til så den ikke blev snavset da den var svær at gøre ren. Mens de red kom de forbi nogle småbyer, folk vendte sig om og så dem gå forbi, de der genkendte prinsen råbte tilråb som ´Kongen længe leve´. Selv skiftede hun position fra hans venstre side til højre så hun var mellem ham og folk. Hun var i alt fald forberedt hvis nogen forsøgte på noget.

[Durion]

Durion så sig lidt om kring og vinket til dem og nikket og gav et høflige blik og smil det var ikke noget med af han ikke var gnirte for det men han brød sig ikke om at han ikk kunne gå ud fra en brogen uden af skulle overfaldes af piger eller nolge fans han sukket lidt og da de enlige kom ud af byen sukket han tyng og hang lidt med hovet det var svært ikke af sige sing mingen om at være prins han kikket lidt på sin ridder "vor ville jeg ønske jeg bar var lige som jer ander " kom det sukken fra ham det var svært af være prins for han kunne ikke finde sig en kvinden ude de kun var ude efter hans penge eller navet til droigen han ville have en som stod ham nær og han kunne stole på det var temlige svært af forstå men det af være kolinge var temlige svært vis man bar lavet en Figel kom det ud til helle øen og det var ikke rat af og til sin store overralske var de henne hved korven vor de skulle være her kunne de finde lu for natten "når sår er vi hved det føste stoppe sted " kom det smile fra ham og så hen på

[Mevis]

Hendes blik gled kort over ham da han vinkede til folket. De kunne jo ikke gøre for at de elskede kongefamilien. Det var trods alt dem der sørgede for fred i landet, og de sørgede også for at der var alt hvad der skulle bruges. Hun kunne se på prinsen at han ikke var helt glad selvom han da skjulte dette, hun ville gerne spørg til grunden for hans tristhed men det ville blive betragtede for uhøfligt. Hun spekulerede kort over om prinsen mon var i stand til at bruge et våben? Han var trods alt prins så han måtte være blevet trænet som hun selv og så mange andre adelig. Hendes blik gled spejdende rundt efter en mulig fjende men heldigvis var der ingen at se i nærheden. Hans ord fik hende dog i mellemtiden til at vende blikket brat mod ham.. ønskede han virkelig at være som hun og de andre ridder? Var han så ulykkelig for sin position? Og hvorfor overhovedet været ulykkelig ”Deres højhed, den slags må De ikke sige, folket regner med Dem, de er trods alt prinsen og den kommende konge” svarede hun med en venlig og blid stemme. Hun forstod at det sikkert var hårdt at folk og hans familie havde store forventninger til ham men det havde altid været sådan. Hendes blik blev igen vendt forude mod vejen. Efterhånden som de forlod byen blev hun mere og mere anspændt. Hun håbede på at der ikke ville ske ulykker og da kroen hvor de skulle overnatte dukkede op forude sukkede hende af lettelse. Hun holdt hesten an ved kroen og stod af, tog prinsens tøjler og holdt hans hest i ro så han kunne stige af. En staldknægt dukkede op han bukkede for dem begge og tog begge heste så han kunne sætte dem ind i stalden. Hendes blik gled rundt endnu engang men hun så intet. Hun gik op mod kroen og åbnede døren kastede et blik derinde ”De kan roligt komme ind” kroen var godt nok fyldt men der var også soldater så hun var ikke ene om at beskytte prinsen hvis der skete noget.

[Durion]

Durion så lidt ned det var måske ragtit nok han viste ikke helt hvad han skulle sige til hinden andet ind han gav hinden rat i det stille hoppe han ned fra hesten og baden den fast om en søjle sår der ikke kunne ske noget i dag eller mere for den sags skyld Durion to hetten på og lige sår stille gik han ind og så sig om kring man kunne godt se det var en krov for der var beskidt og sår v lygte der af øl men de måtte jo ha et sted og sove durion gik stille hen til kro fattern måske var det ikke lige det beste sted [/b]" jeg ville godt have to værlser sir [/B]" svagt durion med et stille smil "vi har det svære kun en værlse til leje i dag min ungen ven " kro fattern hadet ikke set vågen prisen så ud Durion var forståen og kikket til bage på Mevis med et spørgen blik men han vente sig om igen " det er helt oki vi tager den " durion gav manden en lille pose med sølv mønter sår de ikke skulle betalle helle aften " den her vej ders værlse er numer 5 der likker en stor seng vor man kan likke to i den " durion hoste lidt da han hadet noget slim i halsen som ikke ragtit ville op men han gik da efter manden og nikket stille til ham mens han gik op af trappern og vider til værlse 7 nu vente han på Mevis skulle komme her hen han var sikker på de to nok skulle komme lidt tætter på hinaden i løbet af den her aften durion åbet døren og trodt ind i et mørkt rum han så sig lidt til sidern "det beder ind selt ikke Nogle steder af sove " grindet han let han to kappen af og lage den henne hved en stol sengen stod lige for den var gammel men lanern var pene og man lå sikkert meget godt Durion ville se om han kunne finde et bader værlse han fadt det også det var også meget hyggligt

[Mevis]

Hun havde fulgt efter prinsen som var hun hans skygge. Hendes blik gled rundt hele tiden men hun lyttede opmærksomt til den samtale der foregik mellem prinsen og krofatteren. Interessant! Skulle hun nu til at overnatte i samme værelse som prinsen!? Da krofatteren sagde at sengen var stor nok til to stivnede hun. Troede denne mand virkelig at hun vil ligge i samme seng som prinsen? Aldrig om hun så skulle sove på sten! Han var prins, hun var ridder og tilmed kvinde, der vil ikke komme noget godt ud af at de sov i samme værelse og slet ikke noget godt af at de sov i samme seng. Det var helt udelukkede. Hun sagde dog intet fulgte blot efter krofatteren og prinsen op til værelse, hun havde taget noget af bagagen med hvis de skulle skifte tøj, hun regnede dog blot med at smide ringbrynjen. Hun fulgte med ind på værelset og kastede et blik rundt, hun satte bagagen fra sig og stod henne ved væggen ”De må være sulten, jeg sørg for at der bliver bragt mad op til Dem, medmindre De vil spise nedenunder?” det var farligt ofr ham at sidde sammen med alle andre, men hun kunne ikke forbyde ham det hvis han ønskede det.

[Durion]

Durion kunne føle af der var noget som pladet hans ridder han ville godt snakke med hinde om det og føle af hun hadet det godt med af være sammen med ham han sukket let det ville blive en lang nat det her han var ikke van til af folk gjor tingen for ham han ville helst self gøre det men hun hadet rat det var best af være her et stille smil kom fram han leget let med sine paladin krafter som han hader avet efter sin far han skulle jo øve sig let vær dag "jeg spiser bar her vi skal nok snart til af gå til ro også vi har en lang dag for and os i morgen sår vi tager let af spise og tager os et vel for tjent bad og sår kan vi sår slappe af " han smilet let til hinden og et sød og chamern blik kom fram for ham han kunne godt lide af drille let men han glæede sig til af komme i seng hvad var planden mund efter i morgen han gik hen og lage sig i sengen og så stille op i lofte skulle de krysse skoven elverns land for af nå fram der til eller hvad skulle de Durion hadet et godt ind tryk hos skov elvern det var temlige godt han lage hovet på skå og grinet let det var let skæk af hun red sår tæt op af ham trode hun af han ikke kunne styre et svær måske ikke men han ville i var fald ikke give op sår let

[Mevis]

Hun havde nikket til ham da han sagde at de kunne spise i værelset. Hun havde intet imod det da det blot ville få hendes nerver til at falde til ro og hun ville blive en smule mere afslappet. Da han nævnte badet nikkede hun ”Jeg skal sørg for at der bliver varmet noget vand op til Dem” så langt havde de ikke rejst og hun havde været i bad tidligere på dagen så selv behøvede hun ingen bad. Hun skulle dog nok sørg for at han fik det bad han ønskede. Hun løsnede sværdet om bæltet og trak kappen af, hun lagde begge på en stol og trak det meste af ringbrynjen af så hun til sidst kun stod i den lårkorte kjole med halve ærmer. Kjolen kunne blive betragtede som udfordrende men ingen turde lægge en finger på hende medmindre de ønskede at dø eller miste et par fingre, hun spændte sværdet om livet igen, den hang og mere løst end tidligere. Hendes blik havde hvilet på ham fuldkommen roligt, da han smilede charmerende til hende pressede hun læberne hårdt sammen og vendte sig mod døren ”Jeg er straks tilbage” sagde hun næsten i en mumlen inden hun smuttede ud af værelset. Hun gik ned til krofatteren og bad ham om det bedste mad han havde uden alt for meget fedt i. Hun ville nødigt have at prinsen fik det dårligt af det klamme fedt der blev brygget så langt fra slottet. Denne nikkede og hun tilføjede at de ønskede et bad. Nogle pæn piftede, af hende mens hun smuttede tilbage til værelset. En fyr rejste sig og fulgte efter hende hvilket hun havde bemærket. Hun valgte dog at ignorer ham. Hun lukkede sig ind i prinsens værelse igen og skulle til at lukke døren da fyren som havde fulgt efter hende lagde foden ved døren så hun ikke kunne lukke den. Hun sukkede og lod døren glide op mens hun trak sværdet og rettet den mod ham.

[Durion]

Durion hadet bemærket af der forgik noget men da hun trak hindens svær spang han næsten op han hadet taget kappen på i melmen tiden " rolige nu min kære vi ved ikke hvad manden ville i nu " han så let på hinden med rolige øjne mens han holdet om hindens led og der hved fast løs den det var nok ikke særlige svært Durion vente sig mod manden "jeg tor det er best for dem af gå igen med minder af kvinden her skal slå dem ind i næste uge " han så far troen på manden som så af det nok var en dym ide han gik igen mens durion logget døren menst han vente sig han ville ikke have noget blod bad lige nu selt ikke nu over hovet det var mingen de skulle holde sig diskrat som mulige i sær når de er ude fra slotte for da ville konge familen ikke kunne hjælpe hinde han sukket svagt og vente sig om igen "er du oki " kom det fra durion som hadet vent sig i mod Mevis han var da bekymerte for hinden da det var hinden det kunne ha gået galt for durion kunne mærke sin hjerte hoppe op og ned det var svært af forstille sig af det kunne blive svært det her hun måtte lære af styre sin vrede inde i sig for en dag ville konge fammilen ikke være der han gik hen til Mevis og så i hindens øjne med let af vorlige blik og let bekymrte på hinden han var træt og hadet ikke tid til af skelde ud lige nu det ville bar smader hans dag han sukket lige sår stille igen og to sig til hovet da det var for mange ting på en gang han lendte sig let hen over senge kangte med henderen "humm " kom det fra durion mens han to sig til panden ride turen og den lange rejse hadet taget let på ham i morgen ville de komme til Shinjuku skov elver byen og der var det vigtit af de ikke gjor noget for kert for det miste kunne for nærme dem

[Mevis]

Da prinsen havde grebet fat om hendes håndled vendte hun kort blikket mod ham. Hendes læber var presset sammen i en hård streg. Denne mand anede virkelig ikke at hun bare kunne hugge ham ned, han troede sikkert at hun var en af de kvinder der gik rundt med et sværd uden at være i stand til at bruge den. Da prinsen henvendte sig til manden og denne skyndte sig at smutte igen stak hun sværd3t tilbage i skeden og så undskyldende på prinsen ”Jeg har det fint, jeg undskylder min vrede og opførsel” hun vidste at manden havde forsøgt på at forføre hende, hun havde set ham følge hende med blikket siden hun var kommet ind, den slags mænd hadede hun bare helt vildt. Hun fulgte ham med blikket da han gik hen til snegen og blev ellers stående henne ved døren i tavshed. Hun gik hen til vinduet og kastede et blik udenfor. Hun ventede tavst på at deres mad skulle bringe maden op til dem. Der blev bankede på døren og hun vendte blikket mod den inden hun gik hen imod den ”Hvem er det?” lød hendes stemme ”Jeg kommer med jeres mad frue” hun fnøs da han kaldte hende for frue, bare fordi hun var sammen med en mand betød det ikke at hun var hans hustru eller noget! Hun kommenterede det ikke da det vel bare var bedst hvis folk troede at de var et par og ikke en ridder og prinsen. Hun åbnede døren på klem, smilede venligt til tjeneren som faldt i staver over hendes udseende og tog bakken fra ham. Hun takkede ham hurtigt og lukkede døren. Hun vendte sig mod prinsen og satte bakken på et bord. ”De må hellere spise inden det bliver koldt” sagde hun venligt.

[Durion]

durion vente sig om og kikket sig let til bage mod hinden han smilet rolige og gik hen til Mevis stille satte Durion sig hved stolen og begyet af spise let men det var ikke meget han så op på Mevis og ragtit hinden en skøl med suppe "her det er vigtit for dem af de spiser let det jo dem som skal passe på mig og ikke om vedt" han smilet og rømdet over sin kometag "din kjole klær dig godt men måske er det let for af sløren for nolge mensker som ikke er vad til af se en kvindes krop sår smuk som din er " sage han let chamern til hinden for hun var jo smuk men det gik ikke af de kom ud i balade vær gang de kom til en ny by det ville han ikke kunne klare han spiste let og drak noget af den gode vin det var godt det var lige hvad han tranget til vien sad stade let i hans hals og det gav en darlige varme i halsen et stille smil lage sig på hans læber han glæde sig nu til af sove for sår hadet han ikke det af tænke på i morgen han viste jo ikke om vor når de ville få et bad igen de var lige hved af være ude fra Ophla-chitty det gjor ham godt af han var kommet let hjemme fra sår kunne han tænke på noget andet ind af være sin fars søn

[Mevis]

Hun tog imod den skål suppe han rakte hende og takkede ham med al den venlighed hun kunne mønstre. Hendes blik ar rettet mod den varme suppe som hun begyndte at skovle i sig mens hun stod lænede op ad væggen. Hun havde tit under sin oplæring til ridder spist stående så det var på ingen måde irriterende for hende at spise mens hun stod. Hans næste ord fik hende til at vende blikket mod ham. Han kunne have ret i det men hun gad ikke skjule sin krop, ikke fordi hun ville forføre mændene men fordi det var langt mere behageligt for hende at bevæge sig med så lidt tøj på. Så kunne mændene lukke øjnene hvis de ikke kunne holde sig i skinnet eller på et par over fingrene når de forsøgte på noget. Hun måtte dog ændre det hvis de skulle overleve så hun endte med at nikke ”Jeg skal nok trække mere tøj på for fremtiden” sagde hun toneløst. Hun havde skam hørt hans komplement men det gik ikke at få følelser for prinsen, han var trods alt prins og hun var ridder. Hun måtte finde en i sin egen stand og han måtte finde sig en prinsesse, desuden ville det uprofessionelt. Hun satte suppen fra sig på bordet da hun hørte skridt komme hen over gangen udenfor, lyden standsede ved deres dør og hun lagde hånden over sværdet dog uden at trække. Få sekunder efter lød der en banken, ”Badet er klar” sagde en mandlig stemme, I skal bare længere ned ad gangen og til højre så finder i det ”Tak” svarede hun og så var lyden af fødder bort igen.

[Durion]

"når det var vist mit stik or til af få et af slappen bad " han rejste sig og to et hånd kælde han vente sig om " ville min rider ikke med " han gjort tajm til hinden han var lige glad med om hun var rider eller ikke han flite med hvem han ville og det var der for han ikke ville et letter smil kom fra ham self om hun var rider måtte hun også lære sin kvlinge sted sans af kende Durion viste hun var en Senuel Demon det hadet han følt lige side de rejste og det var snart svært ikke af mod stå hinden mere sår nu kunne de lige sår godt bar få lidt af sig et godt bad og glemme det det håbet han da på et stille smil kom over ham Durion mente ikke noget ondt over hovet han var bar sig self og det var han gald for han smilet sødt til hinden og lage hovet på skå menst han vente på hinden det skulle nok blive godt med et bad sår kunne han føle sig ren og pæn igen men han ville ikke tage den af lene det syntes han ikke af der var noget sjovt hved hvad skulle det dov også være i det han sukket let og lage hovet let på skå og smilet chamern til Til mevis for af logge hinden med han håbet på hun ville sige ja