På vej mod byen

[Nimaira Gaelmadrim]

Nimaira kom roligt gående ned ad den tome og ja triste vej, hun havde hætten truket over hovedet da der regnede noget kraftigt, men i sit sind vidste hun at det snart ville holde op, jo lidt lærte man jo efter at have rejst rundt i over 100år, men hun indrømte i sit sind at vejret alldrig var til at blive klogt på.
ved hendes side gik der en hvid...ulv! men Nimaira så ikke ud til at tage sig af det, men dette var forståeligt, hun havde jo haft denne ulv i over tre år, og den havde fulgtes med hende i al den tid.
efter lidt tid stoppede Nimaira op og kikkede ud under sin kappes hætte, og hvad hun så fik hende til at smile et af sine små smil, og hun kløede ulven bag ørene og mumlede til den "der har vi Ophala-city, nok ikke det bedste sted for dig Daezara".
efter hun havde sagt dette, kikkede ulven, som hed Daezara, op på hende, og Nimaira hørte i sit hoved en kvinde stemme som sagde *du ved jeg følger med dig moder, om du vil det eller ej*.
dette fik Nimaira til at smile og hun svarede roligt, men med latter i stemmen "som du vil min kære, som du vil, byfolk er bare ikke glade for ulve" med dette fortsatte hun ned ad vejen, med Daezara ved sin side.
regnen begyndte langsomt at stille af mens hun fortsatte langs vejen.

[kohaku]

kohaku var kommet til byens mange gader han var lige glad med om det var dørlige vær han kunne nu godt lide af det var sårn som det var lige nu han stod med en bøg i hånden og læste om magi da han self var paladin jo et stille smil var over ham nu kunne han ikke blive forstyrde af nolge han så sig lidt til bage af og til for af sikker sig for af der ikke var nolge her men et stille suk kom fra ham Kokaku var i ført sin brune jakke og vide trøje samt sorte bukser det var self til af se af han var magier med den bog og de helt vide øjne han glæde sig til af komme hjem men han ville føst se hvad for nolge mensker eller elver der kom i dag han hadet bargt meget tid nede hos skov elvern også lys og høj elvern da han syntes han kunne lære meget mere af dem ind han kunne af sig self men de var jo også klove folk og man skulle passe på med hvad man sage til dem han fik dov øje på en elver kvinden eller to de snakket vis noget om en ulv han prøvet af få øjne kontak med den unge kvinde altså Nimaira han kunne godt lide elver de var smukke og om sog fylde og glade personer vis man self viste hvad man skulle sige til dem stille kikket Kohaku ned i bogen igen hans hår var blive en smule vårdt af den men han hadet det skam fint nok han kikket igen på den unge elver pige gad vide hvad hun hed han kunne se af de ikke kom sår tit her eller var nye i blandt mensker

[Nimaira Gaelmadrim]

Nimaira fortsatte lidt og fik så øje på personen et stykke foran hende, og dette fik hende kort til at smile, andre end hende havde vovet sig ud i dette dejlige vejer, hun kløede atter ulven(Daezara) bag øret og fortsatte ellers frem ad.
vis man så ordentligt efter, ville man se en aflang vandtæt lærredspose over hendes skulder, og ved siden af denne en aflang læder cylender, med et lukket låg på, og ved hendes side hang et sværd i en simpel læder skede, en simpel menneske læder skede.
hun fortsatte og gik forbi manden mens hun sagde til ulven "ja det er jo nogle år siden jer var her sidst Daezara min kære, måske har de ændret syn på ulve" og atter svarede ulven hende, dog forstod kun Nimaira dens ord *hmmm hvem ved, måske har de, men hvad kan jeg gøre ved det? ændre skikkelse?* dette blev efterfulgt af en lav knuren, som i Nimairas hoved var latter.
dog selvom man ikke skulle tro det var hun stadig opmærksom på den fremmede, en magiker så det ud til, dette gjorde at hun i skjul af kappen, løsnede sin daggert, bare for en sikkerheds skyld.
det var jo ikke ligefrem under de bedste omstændigheder hun havde forladt byen sidst, hun havde jo værret eftersøgt sidst, dog var det cirka 30år siden, hvilket var grunden til at hun atter vovede sig tilbage til byen.

((når jeg skriver sådan her *bla. bla.* og med farve, så er det feks. ulven(Daezara) som svare hende, hvilket ikke mange folk forstår, bare så du lige fik det at vide ^^ ))

[kohaku]

( det er helt oki og sorry det langt vente svar men som sagt jeg er kun en Admie på vorfor har man elige ikke noget bille på:-) ? )

hans blik bliv forholdt sig ro mod kvinden og ulven gad vide hvad hun hed et stille smil kom igen og han listed sig stille hen mod dem ikke alle i den her by var søde og der stod nolge mensker som var tyve og hadet lidt beder våben et stille suk kom fra ham han hadet håbet på ikke af skulle i kamp i dag men det så da ud til han skulle gøre det af lige velle mene så på den smukke elver kvinden og et ondt smil kom over ham " når når hvad har vi sår her " kom det fra dem Kohaku Zhi Taichi kunne godt se af det ville blive balade melmen dem de to ander gik om bag Nimaira men hvad skulle han gøre hved det han sukket stille og lage hovet på skår " når du har nok rlige pengen " svagt manden som hadet taget den den ene to om hinden arme og holdet om hindens ben med sine mens den anden holdet ulven væk og slog efter den " Kohaku Zhi Taichi " tor i ikke det er på tide af give slip på den smukke elver pige der " manden hadet ikke noget våben han læste bar i sin bog mens han snakket " i hved godt det branger Uhel af Stjæle fra en elver pige ikke " Kohaku smilet lidt han lod som igen ting men han viste det ville gå skidt " hvad mener du med det kvinden der kan da ikke gøre os noget " manden med den lidt lange skæk og svær i hånden grindet høj lydt " og du og du har ikke en gang noget Våben " han grindet sårn men i det begydet ders svær af lyse røde som om de bliv smlete " du skal ikke gøre grin med mig gammel mand hved de vem hej er " Kohakus øjne lyste røde og det var til af se han var Paladin

[Nimaira Gaelmadrim]

Mens alt dette skette forholdt Nimaira sig roligt, og mumlede svagt nogle ord på elvisk, og efter lidt tid skød slyngplanter op ad jorden og tog fat i de mænd som stod omkring hende, og hun fik der efter hurtigt kæmpet sig fri, mens hun på elvisk undskyldte til jorden, og vendte sig om mod de nu kæmpende mænd, og trak roligt sit sværd og sagde så til ham som havde slået efter Daezara og sagde så "vis jeg var dig ville jeg lade ulven værre, for din egen sikkerheds skyld".
hun betragtede roligt mændene som var uhjælpsomt fanget i hendes påkaldte slyngplanter og rystede svagt på hovedet, hun ignorerede dog fortsat den mand som havde hjulpet hende, især fordi hun ikke havde bedt om hans hjælp, og faktisk Aldrig havde haft brug for den, men lige nu var det fjenderne som var de vigtigste personer i hendes tanker.