Meshas efterår - Det stjålne tøj

[nadariz]

Som så mange andre dage lå Mesha og stirrede frem for sig rullet sammen i de visne blade for bunden af skrænten. Et grantræ skærmede hende for omgivelserne, og som hun lå der med den buskede rævehale over snuden og ørerne opmærksomt rejst, fulgte hun med i alt, der skete i skoven. Hendes øjne rykkede sig brat, og hun pustede pandehåret væk, da hun fik øje på en musehale. Med tænderne blottet sprang hun efter den og forsøgte at fange det lille kræ mellem blade og grene, men hun glemte alt om musen, da hun fik fat i tøjet, hun havde stjålet.
Mesha rynkede på næsen. Med samlede bryn snusede hun til det og genkaldte sig mindet om de mennesker, hvis lejr hun havde stjålet bukserne og den hvide underskjorte fra. Tøjet havde ligget i udkanten af hendes rede, siden hun smed det der, og til forskel fra, da hun fandt det, var det blevet grønt og brunt af mos og jord.
Mesha fugtede læberne, snusede til tøjet igen og knugede det ind til sit bare bryst. Med det i favnen krøb hun ud fra sin rede og forsøgte klodset at tage underskjorten på, der var alt for stor til hende. Da hun endelig fandt ud af at tage den på, begyndte hun med små fnøs at prøve at rive den af igen.

[flint]

da dagen så ud til af blive en god dag så skulle man ikke to af man kunne finde de mørke væsner som skjulte sig i skoven men flint hadet fundte en falnden engel som ikke hørte til her i blandt det svære så det ud til af den var langt stærker ind flint self nok ung men stærk flint parerte alle træk den person lavet man skulle ikke tor af det kunne ske man kunne høre basken vinger i skoven ikke store eller noget Den falden engel hed Daminus en sort hejt knækt med røde øjen og en hud der sage af den var ond " du har ikke noget af gøre her Daminus " flint paræert igen et slag men fløj så højt op som han kunne " Hvem siger det FLint eller skulle jeg heller kalde dig Parsius " flint bed tændern sammen han viste af engel som va inden i ham hed Parsius men hans menske nav var altså FLint mens flint fløj højer op kom Daminus lige i hælen på ham han hadet et stort to hånds svær i hændern som var sort og mørkt flint kunne ikke stille noget op Daminus og flint kunne bægge bruge magi men det var ikke altid han bruget den men moske var han nød til det nu " PARSIUS JEG SLÅR DIG IHEL LIGE SOM MED ALT ANDET " flint syntes ikke det hadet gået sår godt flint hadet værte opppe af diskoter med sin kone og hun ville nu skilles forde flint hadet sagt han ikke fandt sig mere i af blive sturte af

[nadariz]

Mesha stoppede med at hive og flå i underskjorten, da sømmene gik op under den ene arm, og stoffet flækkede højlydt. Et øjeblik overvejede hun situationen, før hun faldt på knæ og prøvede at krybe ud af skjorten. Det førte til, at hendes hår holdt den tilbage, og den nu sad som en turban og dækkede hendes ører. Under stoffet drejede de sig, men hun kunne ikke høre lydene tydeligt længere. Hun slog et smæld med den buskede rævehale, før hun i hvalpebegejstring for den underlige følelse af at være fanget i en osteklokke fik hende til at løbe gennem skoven til hendes åndedræt blev stakåndet og hendes øjne store af adrenalin. Hun opdagede ikke engang englene, da hun passerede under dem i skovbunden.

[flint]

med alt den Kræft der var i luften lige nu vente flint sig hurtit om men forsent Daminus hadet kaste en Gniv med Gift i mod Flinst Btyst men flint noget af rykke sig sår den fløj hen mod hans skuller " ARRRGGG" kom det fra flint mens han holdet om armen han faldt hurtit til Jorden med vingern som var Usturlige vis flint hadet vis at hans lille ræv løb der vor han ville ende nu hadet han prøvet af ratte op på sig men for sent han ramte som en stor Sten som var blivet kulinge op mod luften og ville ramen jorden merget hårt der bliv støvet og nolge få træe var også faldet sammen flint lå bevist løs mens svedet kom fra ham giften sprædet sig hurtit i hans krop man skulle syge den ud eller kende en Plandet som kunne gøre det flint Drømet om hans lille ræv det smil og det slik på kinden hun hadet gidet ham han ville give alt for af de skule se hinaden igen bar være meget beder ind før

[nadariz]

Mesha kastede sig til siden og skærmede for sig blandt skovbundens visne blade, da støvet fra Flints hårde landing fejede ind over hende, ruskede i hendes pels og gjorde hendes hud grå af skidt. Hostende trak hun skjorten væk fra ørerne og lagde den fra sig, mens hun skærmede mund og næse med underarmen, og med de igen skarpe sanser prøvede hun at få overblik over, hvad der lige var sket. Da hun fik øje på Flints angriber, lagde hendes buskede ræveører sig tilbage i frygt. Hun trak overlæben op i en snerren og vovede sig tættere på Flint uden at slippe fjenden med blikket.

[flint]

Flint viste ikke helt hvad der var sket vis han hadet sår hadet han gjort sårn af han ikke var blivet set eller hørt Daminus som Fløj over den s Brune sku som var kommet over skoven han kunne ikke få over blik af noget " Jeg Håber du dør flint i en lang og smerte fuld død og vis ikke kommer jeg ned efter dig " Daminus fløj med høj hast ned mod flint og noget også ned mod ham flint var lige kommet til krafter igen og var på vej op han hoste let blod op det kunne ikke være Særlige godt det her " tæket han han sukket let.
hvad nu Flint blik bliv stor da han kunne se af Damnus kom igen Hurtit rejste han sig op men på grund af den gift han hadet i sig sår kunne han ikke gøre rat meget Daminus kom og skubber ham helt op af træte mens han hadet Kniven Seden i Skullern Vis Flint hadet vist af Mesha var så tæt på af de hun kunne høre ham så hvadet han ikke ladet hinden se ham sårn her lige nu

[nadariz]

Meshas underlæbe dirrede. Hun stod fastfrosset til stedet med blanke øjne, der, på grund af de var løbet i vand, samlede støvet fanget i hendes øjenvipper og tvang hende til at blinke det væk.
»Hold op!« skreg hun, spænede over skovbunden og sprang over en væltet træstamme, hvor hun snublede og landede på alle fire. Set i forhold til Flint og Daminus så hendes nøgne skikkelse kun mere skrøbelig ud. Småsten og kviste stak mod hendes håndflader, og hun skar ansigt; prøvede at få kontrol over sit hjerte, der hamrede af sted.
»Engle passer på os,« fik hun frem, mens hun så på Daminus gennem lokkerne af pandehår, »Hold op.«

[flint]

Flint så med træt og smerten Fuld blik på Mesha men Daminus hvar for stærk lige nu for ham han kunne se tråren som var i hindens øjne var det på gund af ham Flint kunne ikke lade det her sket hun var det enste for ham lige nu men jo mere flint prøvet af kæmpe i mod jo mere to Giften fat i ham rolige så han Unskulden ud på Mesha han ville ellers have af det Bliv de to sammen nu vor hans kone eller Xkone også ville gå fra ham Flint prøvet af tag et hårt krab om hans hånd men til inden verdens nytte " nej se hvad der kom dumen her en lille nu slave " Daminus Knipsed med fingeren sår nolge træ roder prøver af fange hinden " NEJ LAD HINDEN VÆRE DAMNUS " kom det fra flint mens han man kunne se hadet fra ham " jamen jamen kære Fætter har du foget følser for en lille ræve pige som er skabt til av være en salve " Daminus stemmen kunne man høre var kold og mørk og form for alt Ond flint så Væk mens han prøvet af tæke klart

[nadariz]

Mesha hylede, da den første rod strejfede hende og med en overraskende elegance, undgik hun den og kom på benene. Hun greb ud efter sin dolk, men nåede ikke at få den fri, før en rod var viklet om hendes ankel. Hendes brystkasse bevægede sig hurtigt på grund af hendes gispende åndedræt, og halskæderne, der hvilede på hendes bryster raslede i hendes forsøg på at undgå at blive fanget. En til rod fik fat i hende, før hun hvæsende vred sig, faldt og kæmpede sig på benene.

[flint]

Flint kunne høre af hun skeg og det gjor flint rasen til sist slog han alt hvad han kunne ind i Damnus Brystkasse så han ikke kunne andet ind af give slip på den Kniv Flint viste hvad der skulle til få af få Giften ud i ser fra en Fanlden engel han sukket lige sår stille mens han to kniven ud med et smeren fyld Skrig som Kunne høres over helle skoven Den Kniv som skulle ha værte i Flints hjerte ramte nu meget hårt Daminus ene skuller i stede han hadet ellers håbet på det var hjerte
flint så med vrde øje på Damnus og mumlet nolge ør man ikke kunne høre om var elver spog eller Latin da bægge ting lød meget ens det var Engels spøg " NEj.. nej du skal ikke sende mig til bage " det var det enste Daminus noget af sige inden man kunne se et lys stråle i panden på ham hvor efter hunden begydet af flægge skig kunne høres og det var smerren skig " vend til bage vor du kom fra fætter.....der ville du få den smerte som du har forvold folk i over 3000 år " med et var Daminus væk flint to sig til skullern da han hadet miste meget blod han studerte rolige Mesha " Det slut nu min kære det slut nu " flint flandt om og landet med hovet ned i det støvet sand hjerte banket stade

[nadariz]

Mesha stirrede bare skræmt på ham. Uden varsel sprang hun over træstammen, hun tidligere havde snublet over, og spænede gennem skoven. Selvom hendes åndedræt blev gispende og musklerne syrede, sænkede hun ikke farten, før det gik nedad bakke, og hun faldt over sine egne ben. Med et stakåndet hvin landede hun for enden af bakken i buskene. Ræveørerne drejede sig adskillige gange, og hun så rundt som et jaget dyr, mens hun kom på benene.

[flint]

Flint kom til kræfter Efter et stykke tid og tog sig til hovet han så let rundt og så fodspor efter som kunne lige Mesha " Mesha " svaget han rolige og kom også i tanke om hun var å nej vis hun var kommet til skade så viste han ikke hvor han kunne finde hinden han fuldte bar Sporne og tæket af han nok heller må finde et sted for natte hans arm gjor ondt flint prøvet af kale på hinden " Mesha Mesha hvor er du " flint kunne ikke se hinden hvor hvar hun han måtte for telle vågen han hadet det med hinden men han viste ikke om hvor hun var eller noget " Masha hvor er duu " flint måtte sede ned og håbet på af hun hadet hørt ham han ville ikke kunne til give sig self vis der var sket hinden noget som han var skyld i

[nadariz]

Mesha var nået tilbage til sin rede af blade under træet. Hun havde rullet sig sammen og så på edderkoppen, der var i gang med at spinde en hule mellem kviste og de beskidte bukser ikke langt fra hendes snude. Tanken om, at hun havde mistet trøjen, der stadig lugtede af hende og nu lå efterladt et sted, blev ved med at plage hende. Bag de tanker lå frygten for det, hun havde oplevet, men hun skubbede det fra sig; ville ikke tænke over det.
Med en blød, knap hørlig knurren lagde hun sig over på ryggen, viftede med det ene øre, hvor edderkoppen flygtede over, og så op mellem træets grene. Hendes hale fejede over skovbunden, før hun trillede om op siden og rullede sig sammen. Det gav et sæt i hende, da en krage skreg et sted fra trætopperne og flagrede gennem skoven.

[flint]

Mesha" kom det fra flint da han syntes han hørte lidt larm ikke så langt der fra han rejste sig stille og flytte nolge af de byske der var det " Av " kom det fra flint han kom ud og holde hånden for øjet en gren hadet slaket ham i hovet på grund af det lange hår hvorfor mund hun hadet fluget fra ham flint fik øje på en et stort græntræ han tæket let der så ud som om der var mange gode steder af gemme sig der og Mesha var nok en af dem flint gik stille og rolige fram og til bage for af se om han kunne finde et huld som et Menske flint kikket i huldet " Mesha " svaget han Rolige han måtte sige det på en morlige måde da hun toralt var hal dyr det som falden Engel sage gik helle tiden i gemmen hovet på ham hvorfor mund han sage det han viste af mesha ikke var som en slave han så hinden som noget helt andet

[nadariz]

Mesha rejste opmærksomt ørerne og fyldte lungerne med luft for at mærke sig ved de nye dufte. Hun samlede brynene og sneg sig frem, da hun var sikker på, at ... og stemmen kunne også kun have været ...
Mesha tittede frem mellem grantræets grene. Hendes buskede ører var rettet mod Flint, og hendes klare øjne veg ikke fra ham. At se på ham gav hende et flashback til den anden engel, der havde været - den, der havde skadet hende. Men hvis de smukke fuglevinger ikke betød, at englene, som hendes mor havde fortalt, passede på andre, hvad kunne hun så stole på?
»Hej,« hviskede Mesha, men turde ikke komme længere frem fra grantræets trygge beskyttelse.

[flint]

Flint kunne se af hun var bange han så let ned vågen skulle han sige af der også fandes onde Engel nolge som hadet stodet over for gurden flint satte sig stille ned let tæt på hinden og så lidt trist ud " jeg er ked af du så mig sårn vis jeg hadet vist du var der hadet jeg ikke gjort det " flint sukket let og prøvet af finde en måde af fortelle tingen på " de du så jeg var op i mod var en flanden engel.. en engel som har gjort op røger mod gudern og prøvet af velte dem ned fra trone " flint så let væk fra Mesha og sukket let det hadet jo også værte hårt for det var jo hans fætter " min fætter gjor eller prøvet på det og det bliv gudren verde over og sendet ham til jorden så han ikke kunne gøre dem skade men de glemte af de kunne gøre skade på mange væsner " flint stoppet let han kunne mærke verden Stige op af sig " jeg svager Mehsa det var ikke for af Skrammen dig jeg...jeg holder for meget af dig til af jeg ville kunne gøre det "

[nadariz]

Mesha betragtede ham i lang tid. Da hun endelig så væk og kravlede frem fra sit skjul, spurgte hun mumlende: »Hvad er 'slave'?« Hun så på ham med halen lagt om sig, siddende på knæ i skovbunden. »Hvad betyder det? Jeg ...« Hun trak vejret dybt. »... jeg lærte en masse af ... én ... engang. En masse ord,« hviskede hun og prøvede sig med et smil, »men det er ikke alt, jeg forstår. Én forsvandt. Jeg så hende aldrig igen.« Mesha samlede brynene og lagde armene om sig, så hendes bryster blev presset sammen under de mange halskæder. »Det vil jeg ikke snakke om. Hvad er 'slave'?«

[flint]

Flint så ned og sukket let stille sattte han sig hen og lage de to hender om hinden og tykket hinden rolige ind til sig der gik let langt tid før han ville sige det han nød bar af mærkes hindens varme hos sig igen han støj hinden langs rykken og nød varmen fra solen som kom han sliket hinden stille på kinden "jeg ville være sammen med dig " visket han rolige til hinden mens han så med et forelsket blik i på hinden flint ryste let man kunne godt mærke af han hadet brugt for mange kræfter "jeg ville passe på dig Mesha " flint var virklige glad for af have fundet hinden igen men hvad skulle der sk med dem nu flint ville ikke til bage til sin hytte føst når senen var over dem "må jeg være sammen med dig " flint så spøgern på hinden han var lige glad med vågen han kom til af bog for de kunne sikkert godt få et meget hygglige hjem af lige vel

[nadariz]

Mesha så forvirret op på ham. Hun strøg en lok hår væk fra sit øre og lagde kinden på hans bryst, mens hendes øjenbryn kun trak sig tættere sammen.
Hvad var det, han snakkede om? tænkte hun og lukkede øjnene. Prøvede han at skjule noget for hende, siden han ikke svarede på hendes spørgsmål? Mesha åbnede øjnene og trak sig nok ud fra ham til at kunne se ham i øjnene.
»Hvad er 'slave'?« spurgte hun igen, denne gang med et stædigt udtryk, »Hvad siger din fætter, jeg er? Hvor er han nu? Slog du ham ihjel?«

[flint]

Flint var hved af blive let Irterte over de svag han fik han hadet ikke lyst til af svar på hvad en Slave var han så væk fra hinden "EN slave er en person som man har købt for penge " flint så med let skabt blik på Mesha han kunne ikke lide af sige de ting " Jeg har ikke slåte ham ihel men for vist ham et andet sted hen " flint så væk fra Mesha " jeg bliv sur på ham forde han sage de ting om dig for du er ikke en slave du har værte fri helle tiden" flint knutte sin næve for af prøve af komme ned på jorden igen hvorfor kunne hun ikke forstå han elsket hinden hans sorte hår faldt sammen ned over ham mens han sukket og en tår kom ned af hans kind " jeg ville ikke have folk taler sårn om ander " det storte hår ramte jorden Stille