Falling down

[Yuki]

Yuki gik rundt inde i skoven for sig selv, helt stille og rolig. Hun havde en lang hvid kjole på, som lignede dem de gik rundt i i Grækenland. Hun frøs dog ikke, selvom det var efterår. Men det var en dejlig varm efterårs dag. Solen skinnede, der var nogle få skyer på himlen, og der var en let brise, som fik bladene på jorden til at rasle, og den fik også endnu flere blade til at falde ned af træerne. Hun stod midt i en lund. Hendes lange lyse hår var nede, og vinden blæste det i alle retninger. Bladene faldt ned omkring hende, som om det regnede. Hun havde lukkede øjne og slappede af. Hun elskede alt slags vejr, men efteråret var helt klart en af hendes yndlings.
Hun kunne høre en ulv nærme hende. Hun smilede til den. Det var en stor, flot, sort hanulv. Hun havde set den før, og havde nusset med den. Hun overvejede virkelig at tage den med hjem, til alle de andre dyr de nu end havde der hjemme. Hun satte sig ned på hug, og ulven kom langsomt nærmere. Hun rakte sin ene hånd frem mod ulven, og den kom langsom nærmere. Idet ulvens hovede ramte hendes hånd, spredte der sig et stort smil på hendes læber. Hun rejste sig op, og ulven var ved siden af hende. Blæsten blæste bladene op omkring dem, mens de stod der og bladene fløj afsted, løb ulven væk igen. Hun kiggede hen imod horisonten, for at se om hun kunne få øje på den. Det kunne hun dog ikke. Men hun blev stående i lysningen, og hun begyndte lige så stille at synge.

[jurou]

jurou var lige hved af komme hjem fra en hår dag fra det var ikke helt til af sige hvad det skulle ske når han kom hjem nu var det efter hånden snart lang tid side de to hadet fyndet sammen og Jurou var klar til af fri til hinden han viste bar ikke vor når det skulle være for det var svært og et stort skridt de var hved af lave jurou viste ikke ragtit om hun var blivet gravid eller hvad det nu var men han var også let lige glad han var glad og fløjet stille af sted med en pose på rykken jurou savnet enlige af rejse lidt rundt det var ikke for de han ikke ville blive her men han syntes af Yuki var lidt skøblige til den slags måske var det ikke noget for hinden men han kunne da spøger om hun ville jurou nød det god vær og var klar til af ondet lidt der hjeme det søget han for han kunne godt lide det for sår glemte han aldt om af være bange eller ikke han smilet stille for sig self og kikket efter hinden hans lange sølv favet hår gled ned af ham og hhan lod som igen ting lige nu han smilet og gik stille ind i den føste hytte vor de to bode to katte kom rande efter ham de var ikke sår store de var stade unge det var godt med alle de dyr han smilet stille til sig self og så på nolge af de krostaller som var rundt om kring som lys elver nu hadet gide ham jurou ville godt se skove elver lans byen igen og han snavet det elige måske kunne han fri til hinden der inde eller skulle det vær hans hemlige sted han så stille på ringen og tænke sig længe om

[Yuki]

Yuki blev stående i lysningen og hun blev ved med at synge. Vinden tog stille fat i hendes hår og blæste ud til alle sider, hendes kjole blafrede og bladene omkring hende fløj op.
Hun savnede Jurou, og han var sikkert hjemme nu. Hun blev dog ved med at synge et stykke tid, inden hun stoppede og vendte sig om, og begyndte at gå hjemad. Hun elskede at synge, især nu hvor vejret var som det nu var. Hun tog sig stille til maven mens hun gik hjemad. Hun vidste, at hun ikke var gravid, men hun kunne ikke lade vær, med at tage sin hånd til sin mave. Hun begyndte stille at nynne, mens hun gik. Hun vil ikke blive gravid endnu, hun havde lyst til at rejse og opdage verden sammen med Jurou. Hun vidste dog godt, at han opfattede hende som skrøbelig, hvilket hun overhovedet ikke var, eller det mente hun i hvert fald ikke selv hun var. Hun kiggede sig omkring, og hun kunne nu ane hendes hus, og hun var ret tæt på at være hjemme. Hun havde et lille håb inde i sig selv om, at han sikkert også var hjemme nu.

[jurou]

han var helt sikkert hjemme og stod og vasket op lige sår stille han lage hovet på skå og hørte sin kærste nynne det berolige hans sjæl om det men han kunne nu ikke helt forstå vorfor hun holet sig om maven hun hadet vel bar ondt et eller andet sted Jurou sukket let og smilet det kunne nu være rat af se de ander elver de to hadet jo ikke noget med hianden af gøre høj elvern hadet de heller ikke ragtit noget i mod men de kunne være lidt Kæft høje en gang i melmen og det kunne pisse ham lidt af Jurou kunne nu beder lide skov elvern og nat elvern da de minde om hinaden rat meget stille satte han tingen på plas mens han lyst som en stjeren self om det var halt mørkt ude for sår var han helt klart en som spradet lys Jurou så hinden ikke som svag eller noget han hadet ikke ragtit set hinden slås eller noget i den stil over hovet han sukket lige sår stille og lod hånden gilde i gemmen hans hår

[Yuki]

Yuki kunne høre, at Jurou var indenfor og var igang med at vaske op. Hun begyndte at smile, da hun nærmede sig huset, og han havde sikkert allerede lagt mærke til hende. Hun flyttede sig hånd fra maven, og gav sig til at vinke istedet, da hun så Jurou stå ved vinduet ved vasken.
Hun begyndte at småløbe ind, da hun havde glædet sig til at se Jurou igen, hun savnede ham hver dag.
Hun gik stille ind i huset, og lige da hun var kommet ind, blev hun overfaldet af deres hunde, som løb hen til hende og begyndte at springe op. Hun begyndte at grine og nussede begge hundene på hovedet, mens hun prøvede at få dem til at slappe af.