timer timer timer

[Durion]

dagen var næsten lige begydnt da Durion bliv rævet ud af sengen han skulle til time i kultur han gad næsten ikke men han måtte nød til det der sad jo sår meget på hans Skuler hvad han ikke hadet Vente lige fra mogen Durion hadet ellers håbe på af kunne nå lidt af spise men næææ nej timen skulle state " De kommer for sent min unge mand kan de sår komme til tiden " svagt han kvinde som så gammel og Skrab ud " bar forde de er konlige skal de ikke tor af du kan sove længe når jeg skal lære dem alt hvad jeg hved " damen hed Lavra ikke det ville nav efter Durions menge det hadet værte meget beder ed en god gammel dags Even tyr sammen med hans venner og kusiner som han holdet hemlige sammen med et stille blik kom fram for vær en Tjener " når set dem sår noget og høre efter " i mens kvinden for kladet tingen fladt durion bar mere og mere sammen han håbe bar på hun ville skunde sig * dumme kvinde menskete altid skal hun have sår tralvt med sig self og timen " han så sig lidt om kring mens der bliv snakket

[shaita]

Shaita kom traskende ned lang gangen. dog stoppede hun op udenfor klasselokalets dør og kiggede ind og grinte lidt over en af eleverne var ved at falde i søvn der inde. dog kom en af de ældre tjeneste kvinder hen og slog hende let i baghovet"lad nu vær med at stå der og dagdrømme du skal op på prinsens værelse og gøre sengen ren. kom så afsted" skynte damen lidt på hende. et lettet suk gled over Shaitas læber dog smuttede hun lydigt op på prinsens værelse. og begyndte at redde han seng modvilligt. dog krøb hun ind under sengen før at tørre af. og alt det hun nu skulle gøre for det var oka at smukke igen. dog smuttede hun ud på badeværelse. og gjorde rent. mens hun nynnede på en munter og glad melodi. selvom hun enligt hellere bare ville være nede i haven og slappe af og læse en bog. men vidste godt det måtte hun kun i pausen. hvis hun da var heldig.

[Durion]

Durion kunne godt mærke af der var en som kikke på ham han vente hovet lidt men i det var persone væk igen han sukket lidt det var nok bar en af pigerne som var tjnerner her stille kikket han rundt og så sig om kring hvad skulle der mund ske i dag med ham et stille smil kom over Durions læber det var godt den her time kund vaget en halv time ellers hadet han ikke sår meget lyst til den her fag han lege lidt med sin fjer han skulle skrive med * mund ander har det lige sår keldige som jeg har det * ko mdet tænke fra ham " Durion du sider vel ikke og sover i mine timer " svagt damen hårt og slog ned med sin pege kæp durion blive sår forskrate over det af han næsten fløg bag over " nej nej fru det gjor jeg ikke " Klokken slog 8 og det var Durion meget tak nemlige for et stille smil kom over ham " når det var vis det for i dag husk af du skal skive en stil om elvers guder til næste gang " durion så sig lidt rundt og så på damen " ja jo det skal jeg nok huske " svagt han og to bøgeren og håbbe ned fra stolen hurtit med et smel løb han ud i på gang og op til sig self og smække døren i " DEN kvinde tager livet af mig * hurtit lage han bøgern og begydte af skifte tøk til noget vidt og med sorte busker hans lange brune silke hår skinde smuk

[shaita]

Shaita hørte ham ikke komme. og nynnede bare muntert vidre mens hun var på alle fire og skurppede badeværelses gulvet. hun brød sig sjældent om at blive forstyrret mens hun gjorde sin pligt så hun lagde sjældent mærke til andre. dog sukkede hun lettet da hun var færdig med gulvet og kom på bene. og lod bagsiden af hånden glide over sin pande. mens hun kiggede rundt. for at se om det var mere hun skulle lave. så smuttede hun bare ud fra badeværelset. og fik øje på ham. dog lod hun som intet og smuttede bare hen til sengen. og fik den ret ornligt og smuttede så hen til døren. uden at sige noget til ham åbnede hun døren og smuttede ud på gangen. og trak vejeret tung. stadig 5 timer til pause. hun orkede snart ikke de lange dage der skete jo så sjældent noget nyt. dog daskede hun bare stille ned lang gangen. mens hun nynnede vidre. hun var iført det normale tjeneste folks tøj. dog havde hun lavet lidt om på det. så det sad strammere ind til hendes krop. og var en smule kortere. så man kunne se hendes fine dejlige brune ben.

[Durion]

døren han vente sig lidt om det må da ha værte nolge " nej dt var sikkert bar vinden" svagt han lang somt et stille smil bredte sig over han smil han snavet nu af og til nolge han kunne putte hos han hadet godt nok sine kusiner men det vikrte bar sår forkert på den måde han måtte længe tænke over det og var bar glad for af han var singel et stille brædt smil brædte sig over hans mund han var englige lidt sulten Durion fik fat i noget papier og skraf til kønket af de skulle snede noget mad op til ham han var lidt lige glad med hvad det var for noget mad det var bar han kunne få noget godt mad han sendte bedsken med en Duge og så fløj den rundt mens han vente på af maden skulle komme gik han ud på altanden og så ned hved den smukke have som var vosket fram siden tiderens mogen han kunne stade ikke fatte af alt det her skulle blive hans en dag når hans far ikke var på troen mere hans var var hved af være gammel og det kunne bøde mærkes og følse

[shaita]

Shatia nåede ned i køknet da en due kom flyende der ind. kokken fik omgående noget mad på en bakke. og gav den til Shaita"prinsens værelse. og lad nu vær med at spise noget som du gjorde sidst, "sagde hun temmeligt surt, Shaita smilte bare uskyldigt. og daskede op mod prinsens værelse. men spiste dog det æble der var med på bakken. dog bankede hun ikke på før hun gik ind på hans værelse med æblet i munden. gik hun hen og stilte bakken på et bord. og vente sig bare mod ham og tog et bid af æblet og sagde med æbel i munden,. "så der mad. send en due når du engang er færdig og alt bla bla bla"sagde hun enligt ligeglad. og tog en bid til at æblet mens hun daskede ud af døren uden at vente på hans svar hvorfor skulle hun også det.? hun havde tjent dem siden hun var 15 år. nu var hun jo ikke den lille pige mere men faktis 19 år. og meget stolt. de fleste vidste godt hun var elver. men ingen vidste hvem hun enligt var. hun overvejede tit at tage hjem. men gjorde det aldrigt for hun nød at arbejde her. folk haede hende jo ligemeget hvad.

[Durion]

Durion vent sig hurtit rundt da han så tjernern komme ind " jo tak smager Æblet godt " han bliket lidt til hinden da han godt viste af det var hans æble durion løfte øjet lidt da han hørte vågen hun skakket til ham " du kender vis reglern rat godt var " et stille smil kom over hans læber Durion løfte lovet lidt og kikke ned det var morgen mad lige hvad han trenget til han lage lovet igen på og gik stille hen til Shaita og gav hinden en bolle " her du må godt få en " svaget han hinden han ville ikke føle af hun var bynde til noget eller nolge det kunne han ikke lide han Styrdert hinden ragtit godt hun lige ikke en tjnener og hadet ikke de Sammen holdiger mund hun var mere ind bar en tjnener nej det kunne hun vis ikke ragtit være han så sig lidt om kring og vente på hun skulle sige noget han ville godt havee en sam tale i gang med en det var ikke sår tit han snakke med folk

[shaita]

"jeg tager ikke imod almisse fra folk hvis jeg vil ha noget- tager jeg det bare.... deres røvhed"sagde Shaita temmeligt kækt hun var jo ikke serlig sød i det. eller venlig. eller jo det var hun bare ikke ved folk der ville give hendes almisse som om hun var en ussel lille tjener. som hun jo enligt ikke var. dog gik hun bare hen til boret hvor hun havde stillet maden og satte sig der. og gnaskede på sit æble. eller rettelse hans æble. som han jo ikke ville få nytte af. "jo æblet smager godt. nok det bedste der var i køknet hvis jeg ikke tager fejl" sagde hun så mens hun slikkede lidt af saftet fra æblet på sin hånd af. eftersom det var et godt stort rundt saftigt æble.

[Durion]

han vente hovet mod hinden den måde hun talte på ville han ikke finde sig i " unskyld mig " svagt han lidt hårt og så hen mod hinden han gik ikke ind for totur over hovet men vis hun talte sårn til ham hun kendte ham ikke gang Orliget et suk kom fra ham og han så lidt ned men hvad hun hadet sikkert bar en dårlige dag som alle ander hadet men vis hun Forsatte sårn skulle han nok såre for af sette hindne på plas vis det forsatte altså det var ikke til af vide jo " det var da godt " svagt han stille han skrav lidt på en slede om han ikke fnadt sig i det hun sage han okket ikke af skele ud han håbet da på hun sad godt " og er du sød af kalde mit nav i stede for alt det der jeg har ikke lige fram gjort noget for af gøre dem sur på mig " svagt han og gik hen for af sette sig ned og begydte af spise

[shaita]

"så du kan klage over min opførelse så jeg får slag igen fordi jeg er for kæbhøj?"spurgte Shatita men gik bare hen til vinduet. men kaldte ikke på hans dumme fugl. dog dukkede en gammel fin hvid due op, som satte sig på hendes udstrekte hånd. så gik hun bare hen til ham. og stilte den for næsen af ham "duer er nemmere at håndter og mere pålidelige end de fugle i bruger. en hvid due kommer med de viktige beskeder fra de forskellige stammer. elverne elsker at bruge de hvide duer. når de da skal sende beskeder. en due er kendt for sin stædighed har den noget i hovet gør den alt for at udføre det"sagde hun så klogt. og lod sine fingre glide ned langs duens smukke hvide fjer. mens hun kiggede på den med en ømhed og kærlighed man ikke så hos hende hver dag. hun elskede jo naturens og dens ånder og guder. hun så en ting i hver plante og dyr. derfor passede hun så godt på dem. og elskede dem som mere end livet selv.

[Durion]

han var lige hved af sprenge af på hinden vågene var det hun talte til ham på han rajste sig hurtit op" nu det nok " svagt han og to fandt i hindens arm "Du skal ikke tale sårn til mig " svagt han smed hinden ud af døren og så hårt på Shaita " jeg hved ikke hvad jeg har gjort dig men du skal slet ikke tale sårn til mig eller give mig order er det forståd Kvinde Mensket " svagt han surt og vente sig om og og smekket døren i hovet på hinden han var lige glad med det helle han var sår sur på denne kvinde nu hadet hun smader hans dag som altid han skulle sørger for af den kvinde nok skulle lære tingen på sin pals når hun var her og snakket med de ander han kaste den vase ud af vindurte han var lige glad vor meget den var vær heller den ind alt murlige andet vis det var sårn de talte til ham på skulle han nok søger for de bliv sat på plas han gik ude for og så hen gik ud på altaten

[shaita]

Shaita smilte bare for sig selv. og smuttede ned i haven hvor hendes ynglings bog lå og ventede på hende, de fleste troede jo hun stadig vare oppe ved ham. men det var hun jo ikke. så hun satte sig et godt gemme stæd. dog kunne man se hende fra der hvor han var. men hun var enligt ligeglad. satte sig bare på bænken og åbnede bogen. og trak bene op til hagen og begyndte at læse for sig selv. mens en due satte sig ved siden af hende og snakkede. dog nussede hun dens smukke fjer. og tog den besked den havde fastspændt til benet. og grinte bare for sig selv. "jeg kommer ikke hjem. jo sikkert når de smider mig ud her. det er ikke hver dag en princesse pisser en prins a"sagde hun grinende mens hun nussede duens næb. og nynnede en lille munter melodi og begyndte så at læse i sin bog igen. mens hun lyttede til alt hva der skete omkring hende. hver gang hun hørte nogen nærme sig gemte hun sig bag bænken og satte sig til rette igen når personerne var væk.

[Durion]

på haven og gik også øje på hinden hun skulle ikke tro af hun kunne slappe af i sin fri tid han så lidt ned på hinden som bestem og tænket på af gøre dagen sur for hinden " måske skulle man bage gøre det for sår af lære hinden noget om vågen man skakket til en kolige på han så hen mod mod sprig vandet og mulmet lidt sår vandet bevæde sig hen mod Shaita og spøget vadnet i hovet på hinden " han smilet lidt og så sig stille til bage som om ingen ting var sket hun skulle da ikke tor af hun bar kunne komme og bestemmen over ham og sår på den der måde han grindet lidt inden i for han elsket af lave lidt sjovt med sår nolge personer " sår kan du lære af tale pænt til mig " han hadet self gjort sårn som bogen ikke blive beskade af vandet han grindet lidt for sig self og begydet atter af spise sin morgen mad

[shaita]

Shaita lyftede bare en hånd så vandet ikke ville ramme hende. men bare ville forsvinde forbi hende og gøre busken bag sig våd. så kiggede hun op mod ham. det var der man kunne se hvem hendes mor var. selvom det ikke skulle undre hende hvis han aldrig havde set et billede af lys elvernes dronning. dog kom hun bare på bene og lod duen sætte sig til rette på hendes skulder. så den slap for at baske afsted bag hende. for den forlod hende ikke før den havde fået svar med hjem. Dog smuttede shaita bare hen til vandfaldet. og lod sine fingre glide igennem det alt for fine vand. mens hun mumlede noget på sit eget sprog. hun ærede enligt kun vandet. og sagde til det at uden dens skønhed og glæde ville alt på jorden være trist. og det var jo sandt nok. hun elskede at ære planter jorden og luften selv ild ærede hun når folk ikke undrede sig over hvad hun lavede.

[Durion]

da han var færde kom han stille ned for han skulle mødes med sim far han gad elige ikke ragtit snakke med ham men det måtte han jo nød til stille kom han hen til hinden og så sig lidt om kring og fandt sin far "NÅR DER ER DU " svagt hans far med en lidt hår stemmen durion skukket det tyde på af der var sket noget " du kan lige wow på af gå når jeg ville snakke til dig " durion smilet bar og lente sig op af den kolde mure "din plan om af sette vagter rundt om kring gør det kun svæger for vor folk af beskytte vors by " svagt durions far lidt hårt mens han stod og snakket til ham " jeg ser det nu som en god ide for sår har vi en ståre chanse for af slå til " et stille smil kom over ham hans far var i ført en lang kappe med guld tråd og en krogen som man kunne se durion glæde sig ikke til den dag vor han skulle bager den "du har nok rat min søn men dem vi kæmper i mod er langt stærker ind vad der over går vorforstad "

[shaita]

Shaita listede hen mod dem. og lyttede til hvad de sagde. hun ville gerne vide hvem de skulle slås imod. for det vidste hun jo enligt ikke. eftersom hun altid legede kong gullerod. så hun havde enligt aldrig rektigt lyttet til hvad der skete omkring hende. dog satte hun sig på knæ mens hun holde nøje øje med dem. mens hun stadig holde sig gemt bag busken. og lyttede nysgerrigt men duen afslørede at hun gemte sig der for den var utoldmodigt og skrappede op om den gerne ville havde et svar så den kunne flyve hjem til hendes mor igen. med beskeden om hun var villig til at komme hjem nu

[Durion]

durion vente sig lidt mod sin far " self er det en god ide " svagt han lidt hårt til sin far " jeg ved ude Mærket godt hvad der står på spil her tor du det er for sjovr jeg holder mig vågen vær nat for af ud tænke ten plan om vågen det er skikker for vor folk af befinde sig rundt bøde i skoven og de ander smår byre der likker rundt vi har stade 5000 mend her i byen det er nok til af holde dem på af stand til de ander riger kommer " svagt durion lidt hårt til sig far som hadet lagt hendern om bag kappen " du skal nok blive en god konge min dreng og jeg hved af jeg kan stole på dig " et stille smil kom over hans far og lage hånden på hans skuller "du må også snart finde dne en kvinde du kan holde dig til og blive gift med men husk af kvinden skal være ærlde " durion ryste lidt på hovet og så hen på sin far " jeg er glad for af være singel fra ind til vider " et stille smil kom over hans mund " forrasten hinde der shaita er der noget af en kvinde for sig self " svagt durion med et let smil han mente det slef godt og ikke ondt " ja hun er noget særliget hun op føre sig i var flad som en kolige " grindet hans far durion grindet med mens de satte sig på en bæk ikke langt der fra

[shaita]

"humpf jeg er jo også kongelig. mere end jer to til sammen vil jeg snart sige"mumlede Shatia for sig selv, og listede bare tættere på dem. men kom til at falde over en gren der lå og flød. og gav et lille hvil fra sig før hun faldt ud fra sit gemme stæd. og lå på maven og pustede irrerteret i jorden. mens hun satte sig op og lagde bene over kors. og gned sin pande eftersom hun havde haft banket den temmelig hårdt ned i jorden. dog lyttede hun stadig til hva de sagde. og grinede da hans far lagde et lille pras på hans skulder med at skulle blive gift. heldigvis sku hun aldrig giftes. det nægtede hun. Duen lanede dog på hendes skulder og skrappede dovent op mens den stadig ventede på hendes svar. som den skulle aflever til hendes mor. dog orkede hun ikke til at tage sig af duen den kunne snakke så meget som den ville.

[Durion]

Durion vente sig om og rolle med øjne * åå nej ikke hinden igen * durions far hævte et øj brund " vad laver de dov der Shaita " svagt han med et letter smil på læben nok var hun elver og hans far viste også godt af hun var kolige det hadet han set me det sammen men ikke sagt noget som helst i nu stille satte han sig ned og hjalp Shaita op af stå igen mens han kikked på hindens pande han kunne durion kunne ikke se det sjove i det og vente rukken til shaita lidt for ikke af se hinden i øjne durions far kikket på hinden og durion og smilet lidt det minden ham lidt om den gang han self var i den alder og han fandt sammen med den kvinde som han hadet over alt på jorden"skulle du elige ikke være på arbadete " svagt han med et smil over læberen

[shaita]

"der er ikke noget at lave så jeg fik fri.. men burde jeg ikke spøgre dem om det samme ærede konge? burde du ikke sidde på din trone og snakke om farver til det næste bal eller sårn noget?"spurgte Shaita og kom selv på bene uden at tage imod hans hjælp. det var imod hendes oddser. dog vidste hun godt han vidste hun var kongelig. men var glad for han ikke sagde noget om det til noget. hvis han gjorde ville han sikkert også komme til at fortyde det. duen fløj stadig omkring hende og skrappede op om det svar den ville ha. hun sukkede irrerteret og stak en seddel i munden på den så den fløj væk med det samme. og uden et ord mere.