*munde af mette *

[makia]

[glow=red,2,300] [shadow=red,left,300] I MØRKET [/shadow][/glow]

det var en lidt skyde vær og man kunne gætte sig til af det ville blive rengen hvær sår man kunne godt sige af det ikke var sår god en dag en folk skole elver stod over i et hjørne og snakket da de ikke ville blive våde vis der kunne komme nolge en lille skikles stod og så på dem med vingeren foldet ind de var sorte det var marika som stod der med sit lyse hår han studerte dem lige sår stille han stod med bar tær da han ikke noget af få nolge sko " vorfor kan jeg ikke være lige som dem " svagt han stille til sig self han knutte sine hender lidt og bed sig i læben en af pigeren fik øje på ham men han dukket sig hurige igen han ville ikke blive set sårn her en tår trildet stille ned af ham det var svært men han kunne holdet det ud han så op mod hemlen og tænket på af gå til bage til sin søster han sukket lidt og kunne mærke en dårpe på næsen han måtte finden noget brød han så hen på en bager og stille sig han så sulten på nolge af de brød der bageren kom ud og så på ham føst skældet han ham ud men sår fik han ond af den lille dreng der stod der " vent lidt " efter nolge minuter kom han igen og af lighvedert noget brød og noget som mette " tak hr tusen tak " svagt han med et stille smil på læben og fløj hjem til sin søster med det pulige begydet det af rengen mere og mere det var ikke til af flyge i det matika kom til en af slit hytte her hadet han sagt til hans søster af de skulle være sår han gik der hjemme og pusset lidt han fandt en gammel virolien og et klaver det så smukt ud gad vide vorfor nolge mesker ville for lade det her smukket sted han smile stille for sig self og så hen på sengen lidt der var en men det var en stor en man seng sår hans søster kunne lige være der han støvet det stille af mens han så rnegen komme ned gad vide vor når hun kom

[Mikan]

Mikan gik stille for sig selv inde i byen med ulveungerne. Hun nød at være sammen med dem, og elskede at dem fjolle rundt. Hun havde sit sædvanlige tøj på, og hendes vinger var helt foldet ud. Hun grinte af de to ulveunger. *Hvor må det være dejligt, at være så lille uden en bekymring i livet* tænkte hun for sig selv, mens hun kiggede på ulveungerne. Hun sukkede, og kiggede op på himlen. Hun kunne se at det tegnede til regnvejr. Hun rystede stille på hovedet, hun syntes at det regnede alt for tit for tiden. Hun sukkede, og kaldte ulveungerne til sig. Hun var jo nød til at bære dem på vejen hjem, da hun jo fløj hjem. De kom med det samme over til hende, og Alec snublede og røg lige med snuden ned i asfalten. Hun fniste lidt af det, men hun samlede ham stille op og tog ham i hendes arme. Så bukkede hun sig ned og tog også Cary i sine arme. Hun smilte til dem, og foldede sine vinger helt ud. De begyndte et pibe lidt, de var ikke vant til at være oppe i luften. Hun sukkede, og begyndte at synge mens de fløj, hvilket fik ungerne til at falde i ro. På vejen hjem faldt ungerne i søvn. Hun smilte til dem, og hun rystede stille på hovedet. De løb hurtigt tør for energi syntes hun. Hun kunne se huset i det fjerne, og lige pludselig begyndte det at regne. Hun skreg op, da det kom helt uventet, og hun skyndte sig hjem. Lige da hun kom hjem begyndte det at styrte ned. Hun satte Alec og Cary ned på gulvet, som var vågnet op. De rystede vandet af sig, og halvdelen røg op på hende. Hun grinte af de to unger, men sukkede også lidt efter. Hun begyndte at gå ind i stuen med de to ulveunger lige i hælene. Hun gik igennem stuen og ind på badeværelset, hvor hun hurtigt fandt et håndklæde til sig selv. Hun begyndte stille at tage sit tøj af. Hun havde tænkt sig at tage et dejligt varmt bad. Hun tog tøjet af, og tændte for det varme vand. Hun sukkede, da det varme varme vand ramte hende. Hun havde følt sig så kold uden for, så det var rart med noget varmt. Hun sukkede stille, og gik helt under vandet. Lidt efter kom Alec og Cary med ind i badet, men de skyndte sig hurtigt ud, da de indså at de jo kunne blive ved. Hun begyndte højlydt at grine da hun så det, mens hun fortsatte med sit bad.

[makia]

makia sukket stille det var længe siden han hadet smilet men det der var kommet over dem s hadet taget hårt på ham nok var hans far ond i mod ham men han var jo stade hans far han snavet dem lidt han så ned i vasken og prøvet af se om der var vand i det var der han hørte mikan komme hjem hun kunne altid gøre ham glad han så lidt til sideren der var ikke ragtit noget støm sår han satte leven lys rundt om kring * vorfor er jeg født som jeg er min far var ikke en gang stold af mig for de jeg var andelrs ind min lille søster* han sukket lidt og logget øjne det af se hans far bliv brænt ihel var nok det skrammenst han hadet værte ude for længe han sukket lige sår stille og det var virklige hørt han sukket stille det kunne lige sår godt være blivet ham han var ikke noget være over hovet han ryste på hovet og vente sig lidt igen men i det han gjor det fik han sloget stor tåen ind i et såm han skig lidt i føste om gang mens tåren kom ned af ham han to sig til foden da det begydet af blode lidt han så lidt på det og tænket lidt på vågen de skulle klar sig han så sig lidt væk men det skulle nok gå sår længe han passet på sin søster han gik stille ud på bade værlse ig smilet lidt da han kunne høre hinden " var det god dag for dig søs " svagt han stille og så lidt ned på ulven der var stade blod han prøvet af tøre det af med et eller andet gammelt papier der var det han grindet lidt igen og lod som ingen ting af hun var i bad han ahdet jo set hinden op til fliger gang i sær når de var af lenne hjemme men han ahdet arlide rørt sin søster overhovet for han viste ikke vad sex helt var da han ikke gik i skole

[Mikan]

Mikan hyggede sig inde i badet sammen med de to ulveunger. Hun grinte, og de to unger opførte som de altid havde gjort, de fjollede rundt og bed hinanden i halen, hvilket hun fik dem til at stoppe med, men så begyndte de igen efter et stykke tid. Hun sukkede og rullede med øjnene. Tænk virkelig at sådan nogle unger kan være så besværlige. Så begyndte hun at grine lidt for sig selv, fordi hun var vel selv stadig et barn, og hun havde vel selv været sådan da hun var barn. Hun havde ikke lagt mærke til hendes bror, da hun kom hjem, hun regnede bare med at han var hjemme, så da hun kunne høre, at der var nogen der kom ind i badeværelset hvinede hun, og gemte sig bag sit gamle håndklæde, som dog ikke kunne dække særlig meget af sin krop. Men så opdagede hun at det var hendes bror. Hun kiggede bebrejdende på ham, men smilte så op efter et stykke tid. "Ja, den har været god nok, hvad med dig brormand?" Hun smilte til ham, og blev ved med at havde håndklædet oppe ved sig. Hun smilte, da han begyndte at tørre Cary, som dog gjorde lidt modstand. Hun kiggede ned på dem, og smilede med et moderligt smil. Hun var vel som en moder for dem, eller sådan følte hun det i hvert fald. Hun rullede stille med øjnene, da Cary gik ind i badet igen, efter at Makia havde tørt hende, men så grinte hun lidt efter. Hun smilte til hendes bror. Hun slog ham stille på skulderen, da det ikke så ud til at han vil gå ud, så hun kunne fortsætte sit bad. "Kan du ikke lige gå ud? Det kan godt være, at du ikke har noget imod at være herinde, mens jeg er i bad, men det har jeg altså" Hun smilte, for at vise at det hun lige havde sagt, ikke var ment ondt. Hun havde stadig håndklædet oppe for at dække for sin krop. Og selvom hun virkede ret uskyldig, var hun det ikke. Hun kunne mærke noget bede hende i tåren, og hun så at det bare var Alec der ville havde opmærksomhed. Hun sukkede og satte sig ned i hug, så hun nemmere kunne nusse Alec lidt. Hun smilte imens hun nussede Alec, og lidt efter kom Cary også for at blive nusset, men det kunne hun ikke, da den ene hånd blev brugt til at nusse Alec og den anden til at holde håndklædet til hendes krop.

[makia]

Maika grindet lidt af hinden men han nikket sødt til hinden hvad pokker skulle han gøre han lage hovet lidt på skå og sage ikke noget han kendet kun sin søster kærlihed han viste ikke sår meget om kærlihed over hovet han sukket stille og viste ikke hvad hans søster ville gøre han sukket li lige sår stille og tænket på hvad han skulle gøre han viste ikke ragtit hvad han skulle gi sig til han lage hovet det var svært af tro af han hadet miste sår meget matika gjro brødet klar han gik ud i hønse huset for af se om det skulle ligge nolge æg det gjor der lige han tændet for pluset og gjor det for klar for dme ddet var sjældet af de fik sår meget af spise som nu han var tak nemlige for det han lage hovet lidt ned og grindet lidt for sig det kune ikke han smilet rolige til hinden han smilet rolige han var virklige bange for hvad der skulle ske mest af aldt dø af sult han flægget ægen og lod dem stå lidt " hmm jeg må bar passe på hinden sår godt som jeg nu kan gade vide hvad hun laver der inden " han tændet rimliget meget over det om hun hygget sig med sig self eller hvad nu kvinder gjor han ryste lidt det gjor

[Mikan]

Mikan smilte til ham, da han gik ud. Hun sukkede og begyndte at nusse begge ulveunger. Hun var simpelthen så træt, men hun vil ikke sige noget til hendes bror, han havde nok at tænke på. Måske skulle hun finde en måde at tjene penge på, så de kunne få noget mere mad. Hun rejste sig stille op, mens hun tænkte sig om. Der var jo ikke rigtig nogle job hun kunne udføre i hendes nuværende tilstand. Ingen uddannelse og ret ung. Hun sukkede. Hvorfor skulle livet også være så svært? men det var nok hårdest for hendes bror. Hun kiggede på døren som om hun kunne se igennem den, og se hendes bror. Hun sukkede. Hvorfor skulle han fødes anderledes, hvorfor kunne han ikke være født ligesom hende eller hvorfor kunne hun ikke være født som ham? Hun rystede på hovedet, og sparkede til væggen i vrede. Det skulle hun aldrig havde gjort, for hun slog sin fod ret hårdt. Hun skreg ikke op, da hun ikke vil havde at hendes bror skulle komme ind. Hun ømmede sig lidt, mens hun blev færdig i badet. Hun tørrede sig hurtigt med håndklædet og fik hurtigt noget tøj på. Da hun kom ud i stuen, var Makia der ikke. Hun trak på skuldrene, han var nok ude og hente æg. Hun håbede der var nogle, det lød dejligt med æg til aftensmad, da det var det eneste med proteiner i, som de havde råd til og fik. Alec og Cary gik lige bag hende og pibede. De var sulten kunne hun se. Hun sukkede. De var jo nød til at have kød, og de skulle tygges inden de kunne få det. Hun rystede stille på hovedet, hun var vel nød til at jage, selvom det var imod hendes natur. Hun fandt hurtigt sin bue og pil, men ventede med at tage afsted inden Makia kom ind, så hun kunne sige til ham, at hun tog afsted. Måske skulle hun også finde noget kød til dem? de ville havde godt af noget med proteiner, og hvis hun også kunne finde nogle svampe eller lignende derude, så kunne de måske få sig et ordenlig måltid i aften. Hun begyndte at savle bare ved tanken.

[makia]

han hørte sin søsters komme og gik lidt ud til hinden han lage henderen om hindens mave og gav hinden et kys på kinden " er du på vej ud og jage i det er rengen vær søs " han lage hovet på skå og tænket ikke ragtit på piger lige nu han hadet ikke ragtit nolge følser for glede over hovet kun hans søster kunne gøre ham gald hans smil var et sjælent syn han logget øjne og tænket på hvad hun lavet han smilet lige sår stille og der var noget sært i i gere uden for men han kunne ikke lige sige hvad han lod hånden køre lidt rundt om hindens mave " pas nu på dig self søs vis der sker der noget hved jeg ikke hvad jeg skal gøre " han tykket hinden lidt ind til sig man kunne tuliget se af han var bange for af miste sin søster af en eller anden mærklige grund han sukket igen og trøtte væk fra hinden for af gå hen til sine æg han så ikke på ulven som var der for han syntes det varfor mange munde af mette i forvaje " er i virklige sulten " svagt han stille til sig self her der er lidt mælk i kan drikke med noget brød hved godt det nok ikke smager som kød men det er det i kan få lige nu " han støj dem hen over hovet og lage talerken der matika rajset sig igen og lod ægen komme hen på en talaken

[Mikan]

Mikan smilte stille til ham, og krammede ham stille og roligt. "Du behøves ikke give dem det der" Hun tog stille mælken og brødet fra gulvet. "Jeg havde tænkt mig at jage til dem, men skam også til os, og bare rolig jeg skal nok klare den" Hun smilte og lagde stille en hånd på hans kind for at vise ham, at hun sagtens kunne klare det, og han ikke skulle bekymre sig om hende. Hun rystede stille på hovedet, over at han havde bekymret sig. Hun vidste godt, at han gjorde det for at beskytte hende, men hun kunne jo sagtens klare sig selv, men han beskyttede hende vel også, fordi han var bange for at miste hende. Hun havde det jo også på den måde. Hun var bange for at miste ham, hendes eneste levende bror, hendes eneste nulevende familie. Hun fik et lille sørgmodigt udtryk i ansigtet, da hun tænkte på hendes forældre. Hun rystede på hovedet. Det skulle hun ikke tænke på. Hun sukkede, det skulle nok gå alt sammen. Hun vidste jo egentlig også godt, at de ikke havde nok mad i forvejen da hun tog de to ulveunger ind. Men hun kunne ikke lade vær, de mindede hende så meget om hende og hendes bror. Hun kiggede på Makia. "Du kan altid komme med, hvis du er bekymret?" hun smilte stille til ham. Hendes kogger med pile hang allerede ved hendes ryg. Hun havde ikke tænkt sig at flyve derover, nu hvor hun ikke kunne bære ungerne, da de sikkert gerne ville med. Men hvis Makia tog med, kom ungerne ikke med, fordi det ville være meget belejligt hvis de fløj sammen, og at de var på jagt uden bekymring for de to unger. Hun glædede sig til at de to unger blev voksne. Så kunne de selv jæge, og de kunne sikkert også løbe i takt med hendes flyvehastighed.

[makia]

makika vente hovet lidt og så roliget på hinde han smilet roliget til hinden og ryste på hovet " nej jeg har ikke lyst til af tage med ikke i dag søs " han smilet liget sår stille til hinden og lage hovet stille på skå det var liget sår stille han lod som igen ting han sattte stille tingen på plas og lage gurs på plas han viste ikke hvad han sukket liget sår stilkle og begydet af se i nolge gammel han husket godt sine forælder han sad stille han ville prøve af gøre noget hved sig han gik stille hen til et et spilc og prøvet af smile lidt men det var som om han ikke kunne uanset hvad han prøvet på det var svært det var virklige svært han sukket lidt han kom nok ikke til af smile der skulle nok meget til han viste ikke ragtit hvad han skulle gøre han lod som igen ting matika så med tomme øje han så stille på det lys han hadet stille på borte og lod som igen

[Mikan]

Mikan kunne se at hendes bror var lidt depressiv. Hun gik ned i knæ og ungerne gik hende i møde. hun hviskede stille til dem: "Jeres mad må vente til imorgen tidlig" hun kunne tydeligt høre hvordan de begyndte at pibe. Hun trak på skuldrene. Hvad skulle hun gøre? hun vil ikke tage afsted når hendes bror havde det på denne her måde. Hun rystede stille på hovedet og begyndte at nusse dem. De pivede stadig lidt, men hun ignorede det. Hun vidste godt, at de vil stoppe efter et stykke tid. Hun smilede stille for sig selv, og stillede hendes bue og kogger fra sig. Hun lagde dem stille op ad sofaen. Hun satte sig ned på sofaen ved siden af sin bror og smilte. Gad vide hvad der var galt? "Hvad er der galt brormand?" Hun smilte drillende til ham. Hun vil gerne have at han blev i bedre humør. Ja han var lidt emo agtig det meste af tiden, men ellers var han i dejligt humør, eller det var han i hvert fald tit når han var sammen med hende. Hun sukkede da hun havde sat sig ned. Det var dejligt at sidde ned og slappe af. Inden hendes bror svarede hende, tænkte hun på om hun mon skulle finde sig et job og hvilken slags? Hun kunne jo altid blive en slags læge med det blod hun havde. De vil sikkert komme til at tjene godt på det, men til gengæld vil der også være folk som vil misbruge det. Hun kunne også blive noget andet, men det var sidste udvej, og hvis hun tog det job, så skulle hendes bror i hvert fald ikke vide det. Han vil blive rasende, og kun hun vidste hvordan han var, når han var rasende. Hun sukkede stille, hvorfor kunne ikke finde et godt job, som ikke udnyttede hendes evner som enten engel eller kvinde. Hun kiggede på Makia, da hun stadig ventede på svar.

[makia]

matika så på mikan og lendet hovet ned mod hindens skuller han ville ønsket han var andlers ind alle ander stille to han hindens hånd " jeg " kom det føst men sår bliv der stille igen " vorfor er jeg det som jeg er " svagt han stille han viste godt af mikan måske ikke kendet svagt men han viste heller ikke hvem ellers han skulle spøge han så op mod hinden og ned på ulve ungeren som så sulten op på ham han rajste hovet igen" vorfor kan jeg ikke være sår glad som du eller ander kan jeg føler mig sår tom inden i helle tiden " han lage hovet ned mod mikans ben " det er sår svæer" han hadet virklige prøvet på af holde det til bage " jeg sanve mor far sage altid jeg skal være stærk men det er sår svært når jeg føler mig sår anderls ind alle nader og med et hadet blik " nolge tår kom ned af hans kind og viste ikke helt vågen det skulle ske med ham han viste godt af han kunne være lidt enmo agtit men med den smerte som han hadet i sig ville igen kunne forstå ikke en gang hans søster han sukket og trykket sig ind til sin søster lidt han kunne mærke hinden og det var godt stille han viste ikke hvad han skulle gøre han hadet tænket på af tage et job hos ham bæren han var lige glad med vad pengen var men bar de kunne få mad og drikke

[Mikan]

Mikan nussede ham stille på hovedet, da han lagde sit hovede på hende skulder. Hun sukkede stille. Det var lang tid siden de havde siddet her som søskende og bare snakket. Hun smilte en smule sørgmodigt over hans ord. Hun havde selv tit tænkt over sådan noget, over hvorfor det lige var hendes bror der var lige var blevet så uheldig. Hun tog ham stille ind til sig for at trøste ham. "Jeg kan desværre ikke svare dig på det." Hun sagde det sørgmodigt. Hun ville så gerne havde svaret ham, hvis hun kunne. Men det kunne hun desværre ikke. Hun havde ikke viden og erfaring og tro nok i gud til svare på sådan noget. Hendes tro til gud forsvandt også for lang tid siden, lige siden hendes forældre døde før at være helt præcis. Hun sukkede stille og blev ved med at nusse hans hovede. Alec og Cary hoppede op til dem i sofaen, og gik over til Makia. De vil sikkert trøste ham. Hun smilte stille for sig selv. Det var også derfor hun elskede de her ulveunger. De kunne tydeligt mærke, når man var trist, og når man havde brug for nogen at trøste sig hos. De gik stille over til ham, og de lagde sig begge på hans skød. De krøllede sig sammen på hans skød, og søgte varme hos ham. Og han kunne bare græde ud over dem, hvis det var det. Det havde hun selv tit gjort, så der var intet problem der. Hun smilte stille for sig selv. Hun vil ønske at de unger voksede lidt hurtigere. Selvfølgelig voksede de hurtigt i forvejen, men det måtte godt gå hurtigere. Hun smilte stille til Makia, for at få ham i bedre humør. Hun vidste at hun ikke skulle sige noget, men bare sidde der og hører på hvad han ville sige, og lade ham få det ud af kroppen. Hun smilte sørgmodigt for sig selv. Det var åbenbart også det eneste hun duede til efterhånden. Hun sukkede stille og lod sin koncentrere sig om sin bror i stedet for. Hendes tanker gjorde hende deprissiv, og det vil ikke være så godt, hvis hun skulle forestille at trøste sin bror mens han fik sin sorg ud af kroppen.

[makia]

makia holdet om sin søster og løfte hovet lidt igen da han ikke ragtit kunne finde ud af det han så hinden i øjne lidt og tænket på hvad han skulle gøre makia hadet jo kund kent ti l sin søster kærlihed jo sår det var lidt svært af finde ud af hvad han skulle gøre han logget øjne og lage hovet mod hindens hals det var ikke forde han ville ødlægge aften han hadet bar sår meget smerte i sig som det gjor helt ondt stille lage han armen om mikan sår hun også kunne finde tryk hed som hun altid ha haft kunne han lodt sin læber køre op af mikans kind for af mærke hinden " jeg holder sår meget af dig søs " visket han med en sød stemmen i hindens øre han viste ikke hvad der var forkert eller ikke forkert af elsket sin søster på den ene måde eller den anden måde for han hadet jo arlide foget det af vide jo han tykket hinden ind til sig og lod det helle vente ind til hun også fandt den tryk hed der var sår meget han følte men de gode til hørte mikan som den altide hadet gjort han sukket lidt og viste elige godt af det måske var en forkerte måde men han ville ikke gøre noget som helst han så ned på ulve ungeren og lod sår et stille smil komme over ham det var virklige i god stil det her det kunne han virklige godt bruge som aldt det andet de hadet haft brug for hans hjerte hammert stille og rolige mens han nusset sin søster