i mødekom med en Gammel minde

[Durion]

---

* EN DRØM OM FRI HED *

---

Det var en mørk aften og regnet hadet lige kommet sig ned over byen Ophala det var som om det helle var sår stille og man kunne høre det folk sov Durions far sov og det gror hans mor også de smilet sødt i søvnen som altid hadet hans mor en kjole på som var vid og den passe til hendens blondt hår det hadet været en hår dag for dem men en tjener gik stille hen af gang for af se om Durion hadet det godt for han hadet virket som om han hadet haft masser af se til tjenerne gik stille hen til værelse og åbent døren men han kunne se af Durion sov sår måtte han jo lade ham vær sår gik han igen med et lille lys men ude på altan stod en dreng og kikket ud på den skønne Natur han hadet ardlige set andet ind slotte inde fra han ville ud og op leve noget Durion viste af han hadet noget familie men vor han ville høre om dem og viste godt af hans far og mor måske ikke ville have af han to af sted * hvor er her smukt om natten gid jeg kunne komme ud og se det helle jeg har ikke set andet ind det er slot inde fra jeg ved jeg har noget familie men vor ved jeg ikke gid jeg kunne lære dem af kende ind af vær fanget her og vær ingen ting gid jeg ikke var en prins men en bønne eller noget andet * durion så lidt ned på sit svær som han hadet foget af sin far da han bliv 13 år det var en stor dag lige der men hvad skulle han give sig til han var 22 nu og han hadet ingen elsker inder lige nu eller jo det hadet han nok men de var ikke ville med ham de var ville med penge som han hadet han vente hovet og tænkte på om han skulle invester nogle hos ham i nat eller om der ville komme nolge piger for bi ham der må snart komme nolge det gør der altid lige her

* I KØKNETE*
i det smukke køkken sad der en kok og var ved af lave lidt nat mad til Durion " nejjj den lille prins bliver nok glad for den her lille tærte jeg har bagt til ham Røbte på nogle som kunne hjælpe han håbet på af der snart kom nogle for tjenerne hadet ikke fri sår vidt han husket han gad bar ikke self af gå op med em " vor bliver de fordømte piger dov af " Artemis OG Tess kan i sår komme her ned jeg har brug for jers hjæp " svaget kok på en spansk måde han håbet bar af de kunne høre ham for han vente på dem længe syntes han " vor pokker bliver de piger af "

[Artemis & Tess]

Det var sådan en smuk nat, så det irriterede Tess at hun skulle arbejde, når hun jo kunne være ude og more sig, på sin egen måde. Lige nu var hun ude på et af de få badeværelser, som tjenerne kunne bruge. Hun var i gang med at ordne sit lange blonde hår, som så mange var jaloux over, derfor blev hun lidt irriteret da der blev kaldt på hende. Hvorfor i alverden arbejdede hun dog også? Bare fordi at Artemis havde spurgt om det, betød det jo ikke at hun skulle gøre det, men på en underlig måde, følte hun at hun var nødsaget til at hjælpe den rødhårede pige, som havde virket så hjælpeløs da de mødtes. Tess havde en kort kjole på, som sad stramt om hende, så man kunne se hendes former, tydeligt. Hun gik ned imod køkkenet. Artemis var allerede nåede frem til køkkenet, hun var lidt bange for kokken, men sagde det ikke højt, for hun ville ikke virke som et pattebarn, selvom folk sikkert allerede så hende sådan. Hendes røde hår var blevet sat op i rottehaler, mens hun gik rundt med hvid kjole, som passede perfekt til hende, den var hverken for stram eller for løs, men lige tilpas og perfekt til hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun turde faktisk ikke rigtig sige noget. Hvad nu hvis prinsen vidste hvordan de så ud? Hvad nu hvis han gættede sig til hvem de var? Hvad ville der så ske med dem? Hun ville ikke have at de opdagede at hun var syg, at hun var anderledes end dem. Tess var fuldkommen rolig, hun var vel egentlig lige glad med om den royale familie opdagede noget, det angik ikke hende den mindste smule, så hvorfor bekymre sig? ”Du behøver ikke råbe så halvdelen af slottet kan høre dig,” sagde hun koldt og gik hen for at tage et fad, hvor hun placerede tærten på. ”Og hvorfor skal vi begge gå derop, når kun en af os behøver?” Artemis kendte det spørgsmål, det var sikrest for dem ikke at blive set for tit sammen, specielt foran kongefamilien. Hun var dog lidt bange for at kokken ville komme til skade, hvis han irriterede Tess, mere end hun allerede var irriteret.

[Durion]

KØKNETE
koken var da lige gald med om om tess var irterte de boget på slotte og sår skulle de også gør lidt han smilet lidt til dem " jers prins ville godt have lidt nat mad som altid med the og noget brød detfylder en del min pige sår du skal ikke vær for høj i hatten prines er er sød fyr " koken vifted med en kniv for and dem " i bydete vær glade for de overhovet gad og have jer her " han smilet lidt ondt " når gå sår op med dem i god ro og onden er det forståd" den vide kirkelige vifte lidt farm og til bage det sammen gjor han smilet lidt og på dem " i skal ikke være bange for ham han er forstøne ham ville i blive glade for "

DURIONS VÆRLSE
durion hadet sad sig på en stol og læste lidt i en bog han hadet ingen ide om de to piger som ville kommen var hans kusiner overhovet han hadet da godt set dem og set dem lidt and af og til han sukket lidt og læste videre det var en god hvad skulle han gøre han kunne ikke gøre sår meget ved det han viste ikke en gang vor de var han sukket lige sår stille og kikket lidt i famile bogen han fandt biller af dem da de var små og famille var samlet han støj stille en figer over billet " vor er i henne vorfor skal vors liv vær sår forskælige " han sukket igen og kunne godt tænke sig af se hvad der bliv af dem han byrdet kunne finde ud af det for vær dem som var i kongen famille hadet en træk eller et mærke som ham selv hvad hullen skulle han dov stille op Durion kikket lidt på sit ting som tod klar til når han ville rajse vorfor skulle han også vær prins Durions blik bliv sendt hen mod klavert som han kunne spille på når han hadet lyst han satte sig stille hen ved den og begydte af spille på den meget smuk og klart han smillet 2 sange en som var lidt trist og smuk på sammen tide og sår en som som lød magisk som om der var et helt overkaster der inde hos ham men det var Durion selv som satte noget af sin magi ind i den for af varme op

[Artemis & Tess]

Tess brød sig virkelig ikke om den kok, men hun havde jo ikke noget at skulle have sagt, det havde Artemis heller ikke, så de var begge stille. Tess tog bakken med maden, og Artemis åbnede døren for hende, så hun havde nemmere ved at komme ud. Artemis var lidt urolig, hun var ikke spor tryg ved dette, hun prøvede at distrahere sig selv, ved at tænke på ulven og lammet, to dyr, som blot fik hende til at blive mere skræmt for situationen, for hun vidste jo godt hvad lammet var i ulvens øjne. Tess var lidt irriterede over at skulle tage hen til prinsen med hans mad, men på den anden side, så havde hun jo ikke lagt specielt meget mærke til Durion, mest fordi hun ikke ville have at han lagde mærke til hende, det ville nok ikke være så smart når alt kom til alt. ”Hvad skal vi gøre Tess?” spurgte Artemis stille, hun så på hende, med håb om at hun havde en ide, til hvad de skulle gøre. Men Tess gav intet svar, det betød jo at hun ikke vidste det, hvad skulle de gøre? Endelig nåede de frem. Artemis bankede pænt på, inden hun åbnede døren, så Tess kunne komme ind med bakken hvor hans mad lå på. Musikken havde overrasket dem begge, ikke fordi de ikke kendte til hans kendskab med musik, men fordi de ikke havde regnet med at han ville sidde og spille. Tess satte bakken på natbordet, uden at se på Durion sagde hun: ”Deres mad,” hun gik tilbage til Artemis, som var blevet stående i døren. Tess optrådte helt koldt som hun plejede, mens Artemis så ned i gulvet uden at kunne mæle et ord, eller bare prøve det. Hvis bare de gik, ville der ikke ske noget slemt, så ville han ikke finde ud af hvem de var. Det virkede som om at det hele ville gå godt. *Bare det går, åh bare det går* tænkte Artemis nervøst.

[Durion]

Durion stoppet med af spille da han hørte de to piger han smilet til dem og lage hovet lidt på skrø " vor længe har i værte her " han rømdet helt over af nogle hadet hørt ham spil det her var Flovt " hmm jov tak " han smilet lidt og så på dem og på manden " ville i have lidt af spise jeg kan ikke spise det helle self " han satte sig ned og så på pigeren " mit nav er forrasen Durion " det lyse hår skinde smuk af lyste der var der han hadet ikke set sår smukke piger i helle sit liv durion så lidt ned igen og sukket svat og støj hånden over bog vor man kunne se ders forælder det var hans onkeller og ders mor blivet bliv vent igen mod tess da han kunne se det kolde blik vorfor dov sende ham sår dan et hadet han gjot noget sår ville han heller se på artemis han smilet sødt til hinden og vente på vær ders svar hvad kunne ders nave vær det var helt sikkert smukkke nave de hadet han så lidt hen på sine ting for han ville snart rajse sin vej for af finde dem " det bliver nok mit sist moltid her på slotte " svagt han stille til sig selv og rørte lidt ryndt i suppen hvad skulle han gøre han ville finde den fortabet famille han længest efter og sine kusiner han kunne ikke huske vogen de så ud nu men de var sikkert smukke hvad skulle han gøre hved det her hvad møn han kunne ikke komme på noget andet ind af finde dem og lære dem af kende han så igen på dem da de elige virket til af vær bekente " har jeg set jer et sted før " svagt han stille og rajste sig stille " jeg har set jer som om det var en drøm " han begydte af huske men det var ikke meget han kunne huske de smukke øjen som hans kusine hadet

[Artemis & Tess]

Artemis så over på ham da han spurgte om de havde lyst til at blive og spise. Egentlig så tænkte hun over et svar til ham, for hun vidste ikke om hvorvidt hun burde svare ham eller lade vær. ”Vi har ikke været her i længere tid end to minutter,” svarede Tess roligt, inden Artemis kunne finde på et svar til det, som hendes tanker lå på. ”J-jeg.. eller vi.. har spist.. så nej tak, ellers tak hr,” stammede Artemis, mens hun forsøgte på både at se på ham og lade vær med at se på ham, temmelig svært, når hun blev nødt til at gøre en ad delene. De sagde ikke noget om deres navne, de holdte tand for tunge, mest fordi de ikke vovede at sige noget om hvad det var de hed, ikke hvis det kunne ende med at han ville vide hvem de var. Tess strøg noget af sit lange blonde hår til siden, så hun bedre kunne se ham. Hun vidste ikke hvordan hun skulle betragte situationen, hun var dog stille, eller så stille som hun nu kunne forholde sig. ”Hvorfor er dette så Deres sidste måltid?” spurgte hun ganske roligt, som om hun slet ikke sendte ham et isende blik, som sikkert ville få de fleste til at gemme sig lidt væk, eller blive usikker på om det var så klogt, at komme i nærheden af hende. Artemis var ved at blive fuldstændig flov da han smilede sødt til hende, hun troede at hun skulle besvime, hvorfor anede hun ikke og det ville hun heller ikke vide. Det gav dem begge to, en følelse af at de var ved at blive afsløret, da han spurgte om han havde set dem før. De havde ikke selv nogle minder om at have mødt Durion, de var i hvert fald ikke sikre på at de nogen sinde havde mødt ham, altså sådan rigtig mødt ham inden de begyndte at arbejde på slottet, på det punkt var de begge to usikre, dog viste Tess det ikke, men Artemis gjorde, hun var heller ikke så god til at skjule hvad hun følte. ”Nej, vi har aldrig set Dem før vi begyndte at arbejde her på slottet, hvis det er det De mener,” svarede Tess, fuldstændig roligt. ”Men vi må hellere gå,” hun vendte sig om for at gå, mens Artemis lignede en der egentlig var usikker på hvad hun ville og ikke ville. Det var nok bare klogest hvis hun fulgte efter Tess, håbede hun.

[Durion]

Durion så lidt efter dem måske kunne de hjælpe ham han to stille noget mad og begydte af spise han husket moske forkert han sukket lidt og ville møske komme til af snakke med artemis han to tasken med sig og fyldet stille efter dem unden de kunne gøre noget som helst hvad skulle han dov også gøre overhovet han kunne jo ikke sige noget til henden men han måtte prøve han viste af der var mere i det her dem møde de gik på sår han ville finde ud af det han bruget sine paladin evener til af gøre sig ikke sulige for dem sår han gik lidt hvad skulle han gøre med dem han liste sig lig sår stille hen mod dem og ville se hvad de snakket om og hvad de var han kunne ikke forsåt artemis blik men det måtte da hav noget af gøre med ham sår meget viste han da var de i hans famille var de det sanvet kusiner som han ville finde man kunne kun se han var sort sorte kappe og den maske han hadet i den gjor af man ikke kunne se ham sår godt i varflad men han tæket stade på vem de piger var siden de ikke ville sige det helt hvad var de for nolge mensker han kunne godt lide af se Artemis røv den så smuk ud her fra det var den andens piges også men hendens kunne han altås best lide måske kunne han drille dem lidt vis han fik lov til af komme med ind

[Artemis & Tess]

Tess og Artemis var nærmest løbet af sted ned til deres kammer. Tess var den som var allermest rolig, når man tænkte på at hun også var ældre, hun var i hvert fald rolig, for hun kunne ikke tillade sig selv at virke svag i andres øjne, det var bare ikke hendes stil. Artemis var urolig for at de måske var blevet opdaget, at han måske vidste hvem de var. Hun ville ikke have at han vidste det, at han kendte til hendes sygdom, at han vidste hun ikke tænkte som andre, at hun havde et anderledes synspunkt på verdenen. Ind til videre havde hun været i stand til at skjule det meste af sin sygdom for Tess, men der ville nok ikke gå lang tid, inden hun fandt ud af resten. De gik ind i deres kammer, men de glemte at låse døren, hvor uforsigtigt af dem, men de havde ikke tænkt over det. ”Tror du han ved det?” spurgte Artemis nervøst. Tess havde sat sig ned ved det lille sminkebord, for at kunne rede sit hår så det ikke ville være så filtret næste morgen, Artemis tog sin natkjole frem og begyndte at skifte. ”Nej, han ved det ikke,” sagde Tess roligt, mens hun flettede sit hår, for at det næste morgen kunne være smukt bølget. Artemis var nu ikke så sikker på det. ”Hvad nu hvis han ved det? Hvad nu hvis han siger det til sine forældre? Hvad sker der så?” spurgte hun og var ved at gå fuldkommen i panik, hun lignede en der ville hyperventilere. Hun var også ved at græde. ”Jeg vil ikke tilbage.. jeg vil ikke være alene..” Tess gik over til Artemis og gav hende et kram, inden hun satte sig på sengen og trak hende op på sit skød, for at vugge hende stille i sin favn. ”Rolig Artemis.. rolig nu.. der sker ikke noget, han ved ingen ting, okay? Så rolig, træk vejret stille og roligt.. det skal nok gå,” sagde hun blidt, som en mor der trøstede sit lille barn. Men den rolle havde hun jo været nødt til at tage på sig, nu hvor Artemis ikke havde sin mor, til at kunne beskytte hende imod den hårde og kolde verden. Endelig faldt Artemis til ro. ”Tak Tess,” mumlede hun stille. ”Jeg går lige ned og tager et glas vand.” hun rejste sig og gik ud på gangen, lukkede selvfølgelig døren efter sig, mens hun gik ned imod køkkenet for at kunne tage et glas vand.

[Durion]

Durion skundet sig ud han forstod nu af de hadet værte op af slås hans famille den møde de talte på han sukket svagt og ville snakke med artemis hun lød til af vær den som var milles af dem stille løb han ned til køkntet og vente på hun skulle komme han stod lige sår stille og kikket ud af vind durte hvad skulle han dov gøre han ville ikke smede dem ud han ville bar være sammen med dem han sanvet en ragtit famille hans mor og far var bar nolge som sad og læste og gjor ingen ting han kunne ikke holle det ud mere vad skulle han dov gøre med h sig selv " han liste hen af gang vor Artemis ville komme " jeg ville se om det er jer og det kan jeg kun på en møde " visket han stille til sig selv " jeg ville ikke være af lenne mere jeg ville vær sammen med de folk som ville være sammen med mig " han vente til af han kunne lytte til fod trin for sår viste han hvad han skulle gøre han viste af han kendte dem et eller andet sted fra hvad nu vis han satte bogen med deres fædre sammen på borte med lys i han håbet bar på af han var sikker nok på det var dem men det kunne han gætte sig selv til det var * vis nu det i ville vide * durion kaste en lys kuld op som svete hen til artemis den skikket smuk som om den ikke kunne gøre noget som helst ved en den snore rundt om henden nolge gang og fløj hen mod døren vor køknet var kokken var self taget hjem det her var for meget af det gode men han måtte vise af han ville finde dem og ikke gøre skade på dem overhovet på nolge møder " vis mit livs lys vis hvem hun er " han smilet stille og lage hovet ind mod skabet " hun ville nok ikke tale til mig overhovet vis hun fadt ud af det " han sukket lige sår stille igen " hun var nook ikke sår gammel til fordel til Durion men han var lige glad

[Artemis & Tess]

Artemis gik bare ned til køkkenet, hun tænkte bare på alt det der var sket med hendes familie, det der var grunden til at hun var bange for at være alene. Hendes sygdom som kunne slå til når som helst, der var ingen som kunne stoppe det, hun ville altid være alene med byrden for hun ville aldrig, aldrig lade nogen hjælpe hende igennem det, det kunne hun simpelthen ikke bede om. Hun forstod ikke selv hvorfor. Hun så lys kuglen og blev underligt fascineret af den, en lyst til bare at fange den, men hvorfor hun fik den lyst anede hun ikke selv. Det var magi, det vidste hun godt, for hun kendte til magi, dog kunne hun ikke selv udføre den, hun var ikke et magisk væsen, men et normalt menneske som ikke kunne forsvare sig selv på nogen måde, hun var jo ikke stærk nok og hun kunne ikke lide våben, så hvis det var en fælde så ville hun falde i den, meget hurtigt endda. Artemis fulgte efter lys kuglen. De hvide bånd som holdte hendes rottehaler på plads, var ved at løsne sig, det lagde hun dog ikke selv mærke til for hendes opmærksomhed var på magien, som var på vej ned til køkkenet, hvor hun endte med at tage hen, der skulle hun jo også hen i forvejen, men stadig. Det var sært at sådan noget magi ledte ned til køkkenet, ville det sige nogen prøvede at få fat på hende? Var der nogen som ville tale med hende? Var det en fælde? Den sidste tanke straffede kun kort hendes sind, inden hun gik ind i køkkenet og lukkede døren efter sig.

[Durion]

Duiron gemte sig da han så hun kom ind han smilet lige sår stille til henden for hun så da godt ud hans hjerte banket lige sår stille han var bøde nevøs og sår også ved af flade for dem smukke artemis vis han viste af de var fætter og kusiner ville han da ikke ha været det hvad skulle han sige til henden han tudert næsten ikke han gemte sig sår godt han kunne lys kulden fløj lidt rundt og prøvet af finde noget den rodet lidt i nolge ting men da den så artemis fløj den hen til bogen med famille og gemte sig lige ved vor man kunne se et glas han viste næsten hvad han skulle gøre nu men han vete med af vise sig til når hun hadet set lidt i den han smilet sødt og kunne næsten ikke lade vær med af under sig over af hun var sår smuk han så lidt væk * hvad nu vis hun er min kusin* han sukket igen og viste selt ikke hvad han skulle sige eller gøre lige nu han håbet bar på af kulden ville gør det for ham den lavet nolge lyde for af logge henden der hen det var som om den grindet af henden men det var ikke ondt ment den ville til af flyve hen til Durion men han lavet en tys finger og den fløj stille ned i glaset igen såre hun kunne læse det

[Artemis & Tess]

Hun kiggede rundt efter magien og opdagede at den var nede i et glas ved siden af en bog, som nærmest lokkede hende til sig, hun var nysgerrig, rigtig nysgerrig endda, dog startede hun med at tage et glas vand, bare til at starte med. Hun tog en tår, inden hun vendte sin opmærksomhed imod bogen igen. Hun så tvivlsomt på den, for hun var ikke helt sikker på at det var en kogebog, for den lignede i hvert fald ikke en bog som gemte en masse opskrifter inden i sig. Artemis gik over og åbnede bogen, forsigtigt og nærmest som om hun var en smule bange for, at der var noget slemt inde i bogen. Alle de billeder, af alle de mennesker, hun bladrede igennem bogen, uden at genkende noget overhoved. Ind til hun nåede en bestemt side. På billede var der et billede af en kvinde, som holdte et lille barn i sine arme, både beskyttende og moderligt. Artemis rørte ved billede og mærkede tårerne vælte op i sig. ”Mor..” hviskede hun stille, inden hun faldt ned på knæene og begyndte at græde stille. Hun glemte aldrig da hun mistede sin far, hun ville aldrig nogen sinde glemme det, smerten over at være alene og den måde hendes mor bare blev helt bleg på, den måde hun bare forsvandt, hendes sjæl der bare var væk. Så kom hun på benene igen og lukkede bogen sammen, en smule rystende. Hun sank en klump, inden hun drak resten af sit vand. Hendes tanker krøb rundt omkring bogen, billede og hvorfor i alverden den var endt hernede, der var da ikke nogen som ville gå rundt med den bog hernede i køkkenet og slet ikke nogle af de andre tjenestefolk som var her på slottet. Så hvad lavede den bog dernede?

[Durion]

han sukket lidt da han så hun græd det kunne han ikke fårstå det måtte være henden han trotte stille farm adet og pifte til den lille lys kulde " du burdet selg ikke vær her nede når det er mørkt søde " durions blik så lidt ned af sig selv man kunne han også hadet værte ked af det meget ind dag han sukket lidt og så på henden han ville ikke straffe henden eller noget han smlet lidt igen og satte sig på huk ved henden og lage den smukke kolige hånd på hendens kind" jeh må spøger dig om noget og du behøves ikke af sige det vis du ikke ville " han så stille ned af henden og lage stille sin panden mod hendens og visket sår lang somt " er dig og Tess mine forsvynde kusiner " han lage hovet sår tæt på som overhovet mulige han var ked af sårn som det var gået med famillen og han ville da også meget gerne hjælpe dem igen med af få det liv sammen han hadet ikke forståd vorfor hun var blivet sår rød føste gang hun så ham men durion var også lige glad han nusset sin bløde ansiket op af hendens sår hun kunne falde til ro

[Artemis & Tess]

Da hun hørte han kom frem var hun ved at springe væk, men i stedet frøs hun til stedet og forstod ikke hvad det var som gjorde det. Hun var ikke sikker på at det var magi, hun var vel bare overrasket over at se ham, og med god ret ikke? Da han satte sig på huk foran hende, var hun ved at kravle tilbage, men hun lod vær, i stedet blev hun siddende, fuldkommen stille uden at sige noget. Hvad lavede han hernede? Hun turde ikke spørger ham, hun var bange for at det ville være forkert, og måske ville han blive sur, hun håbede det virkelig ikke. Hans hånd der var så kølig, som berørte hendes kind, fik hende til at vige tilbage, bange for at han ville slå hende og ikke bare lægge den imod hendes varme kind. Artemis’ blik viste tydeligt hendes nervøsitet over at han var her, at han talte til hende, og den nervøsitet kunne misforstås. Hvis han opdagede at hun var hans kusine, ville han så sige det til sine forældre? Ville de opdage hendes sygdom og vide, at hun ikke var som Tess. Stærke og uimodståelig Tess, som ville kunne få en mand til at halshugge sig selv, bare ved at blinke uskyldigt og smile yndefuldt og smukt. Selv var hun svag, ude af stand til at gøre noget, for hun kunne ikke lide at slås og det stod bare ikke i hendes magt at ville gøre nogen fortræd. Han var køligere end hun var, lagde hun mærke til da hans pande var imod hendes. Hun så ind i hans øjne og spærrede sine op, da han spurgte om Tess og Artemis var hans forsvundne kusiner. Tårerne kørte igen ned ad hendes kinder, for fuld udblæsning. ”Ja,” svarede hun stille. Hvad skulle hun ellers gøre? Han gav hende et valg om hvorvidt hun skulle sige det eller ej, men hun kunne ikke lide at lyve, så derfor sagde hun sandheden. Det var sikkert forkert, men nu var det sagt og det eneste hun kunne gøre var at vente på hvad han ville sige.

[Durion]

Durion bliv helt tør i halsen da hun sag ja tåren begydet af løbe ned af ham og det ente med af han kysset henden på munden og krammet henden ind til sig " jeg har fundet jer " visket han mens han bar krammet henden ind til sig sår hun ikke skulle forsvinde igen " jeg ville ikke sige noget jeg ville ikke miste jer " han sukket lidt ind i mlmen da han godt kunn lide af blive krammet han hukset ikke på af artemi ikke var sår gammel men det var han lige glad med han ville vær sammen med henden og og tess selv om hun var lidt kold kunne han nok finde ud af bløde hende lidt op han sukket svagt og løfte henden stille op på borte og så hende i øjne vilken ider og føsler hadet han mund for ham den føste gang han hadet set henne han støj stille sin hånd over hendens kind " mine kunsier har altid vær her unde jeg viste det vor er i blivet smukke " tåren tirldet ned af ham og stille og rolige lage han sit hovet mod hendens mave og skede for det kunne den lige like han hulke lidt og krammet henden bar ind til sig " jeg ville ikke være af lene mere kusine det ville jeg altså ikke " han så de raget ned på borte malmen hendens ben mens tåren køtere ned af ham hvad skulle han dov sige han var bar glad igen han kusset hendens lår og tæket slet ikke på af det kunne tænde hinne han var bar glad for af have nolge af snakke med nu han løfte hovet stille og rykket det stille fram mod artemis det her kunne ikke vær ragtit han hadet virklige nolge kusiner hvad skulle han dov stille op han hadet en varm føsle inde i da han så ind i hendens øjen og hans bliv chameren og søde

[Artemis & Tess]

Overraskelsen kunne tydeligt ses og mærkes på hende, da tårerne begyndte at trille ned ad hans kinder, inden han trak hende ind i hans favn og kyssede hende. Hun gjorde ikke noget, for hun vidste ærlig talt ikke hvad hun skulle gøre. Dog endte det med at hun krammede ham, hun regnede med at han havde brug for trøst, så hun ville da trøste ham. Det var lidt mærkeligt at han løftede hende op på bordet, hun gjorde dog ikke noget for at stoppe ham. Hvorfor havde han egentlig kysset hende? Hun forstod det ikke, hun havde ingen anelse om hvad det betød, var det godt eller var det skidt? Var det bare noget man gjorde? Eller var det noget som skulle betyde noget. Hun havde ingen anelse om det, selvom tankerne drønede rundt i hovedet på hende, fik hun jo ikke ret meget tid til at tænke over det, inden han lagde sit hoved imod hendes mave. Hun rørte sig ikke, tænkte blot på alt det som han sagde. Havde han vidst det hele tiden? Hvorfor havde han så ikke sagt noget før nu? Hun var ikke sikker, men alle de tanke var ved at gøre hende mere forvirret end noget af det som allerede var sket i forvejen. Kysset på hendes lår gjorde egentlig ikke noget, der kom bare mere forvirring ind i hendes hoved. Det hele forvirrede hende. Hun undgik at se ham i øjnene, mest fordi hun ikke kunne møde hans blik, ikke nu hvor han vidste hvem hun var. Artemis rørte sig lidt ubehageligt til mode, for bare at gøre noget, et eller andet, selvom der ikke rigtig var noget som hun kunne gøre, ikke rigtig i hvert fald, og hun kunne ikke ligefrem få sig selv til at skubbe ham væk, hun kunne jo heller ikke se nogen grund til at gøre det endnu. Han havde jo ikke gjort hende fortræd.

[Durion]

Durion græd stille og rolige han var sår glad for af finde dem igen han så igen på artemis med lidt charmeren øjne han viste af de måtte holle det hemliget han sukket svagt og så ned mod hindens hånd stille og rolige to han den og kysset dem stille " vorfor har ikke sagt noget til mig " visket han lige sår stille og lage hindens hånd på hans kind for af føle den og hinden " det oki jeg ville ikke skade min fammile " visket han svagt og logget øjne lige sår stille Durion viste ikke om han skulle sige det til Tess men han sukket og kysset den stille for af blød gøre hinne lidt men han var lige glad han så ind i hindens for af se om han kunne få den sammen blik som hun hadet sendt ham tiliger han smliet lige sår stille Durion kunne ikke fatte af han hadet

fyndet den fammile han vente på af der skulle ske et eller andet han smilet lige sår stille og kysset hindens kind nu han forstod ikke vogen han kunne få det sårn lige nu men nu hadet han det

[Artemis & Tess]

Hun kunne ikke få et eneste ord frem, det var som om det hele hang fast i hendes hals, mens hun desperat prøvede at få dem frem, så mærkede hun hans øjne på sig, og uden at tænke sig om kiggede hun på ham. En rødmen sprang frem på hendes kinder, hans øjne så anderledes ud, de havde en charme som var svær at modstå, dog gjorde hun det. Hun kiggede væk, prøvede virkelig på at få ordene frem. Til sidst lykkedes det. "Tess har sine grunde," mumlede hun stille, mens hun slugte en klump som havde siddet fast i hendes hals. Hun blev nødt til at forklare sin egen grund, måske ikke forklare den fuldkommen, men i hvert fald lidt, så han måske forstod hendes situation. "Jeg kan ikke forklare hvorfor jeg intet sagde.." det endte hun med at sige. Han ville ikke kunne forstå det, det regnede hun ikke med, så derfor var det bedst at forholde sig stille om det, indtil hun selv følte at han var klar til at kunne vide hvad hun kæmpede med. Artemis undgik stadig at møde hans øjne, hvorfor var hun ikke selv klar over. "Undskyld.." mumlede hun stille.

[Durion]

Durion smilet lige sår stille da hun vente hovet væk han kunne næsten ikke lade vær men han ville give en et varmt kys men han viste ikke om han måtte men han løfte stille hindens hånd under artemis hage og førte lang som hovet mod hinne han kunne mærke hjerte banke han viste hun følte noget for ham han ville bar godt mærke hinne læber han smilet stille og lage hovet ind på hindens panden og krammet hinden " jeg ville altid vær hos jer " visket han stille og så ind i hindens øjne Durion spradet Artemis ben lidt og ville se vad hun ville sige til det men hun ville nok gøre det sammen som altid han smilet stille og kom lidt tætter på han smilet og logget øjene han ville se om hun ville det sammen hans krop kunne næsten ikke stoppe han sukket lidt durion kørte stille sin hådn og støj den hen mod for af tæne hinne lidt men han viste ikke vad han skulle gøre i nu

[Artemis & Tess]

Hun gjorde ikke noget for at stoppe ham. Hendes øjne som endte med at se ind i hans, afslørede hendes forvirring, hendes usikkerhed og hendes nervøsitet. Hvad skulle hun gøre? Hvad skulle hun sige? Hun sad helt stille, fuldkommen overrasket over det som skete. I et øjeblik overvejede hun at læne sig frem imod ham, men tanken om at de var familie slog ned i hendes hoved, så hurtigt at hun var ved at vige tilbage da døren blev åbnet. Tess stod og så overrasket på dem. Så ændrede det overraskede udtryk sig til vrede. Hurtigt gik hun over og skubbede til Durion, for derefter at få Artemis ned fra bordet. Hendes blik blev hurtigt vendt imod Druion, hvor hendes blik blev direkte ubehageligt at møde. "Hvad gjorde du ved hende?" spurgte hun vredt. Så vendte hun sig om imod Artemis. "Og hvorfor har du så røde kinder? Hvad i alverden er der sket her?!" Artemis fik tårer i øjne, hun havde aldrig set Tess så vred før, det skræmte hende. Så begyndte hun at græde, først stille, men så pludselig som et lille barn. Det gjorde blot Tess mere mistænksom, uden at gøre noget for at trøste Artemis kiggede hun på Durion, så ondt som hun kunne mønstre sig selv til at gøre.